Forholdene er i orden for de danske U18-kvinder, der lever og har det glimrende i Radenthein i Østrig – og for øjeblikket kan se på en tabel, der ser rigtig gunstig ud efter torsdagens 4-1-sejr over Østrig.

Kigger de unge danskere opad, er der mulighed for at spille med om medaljer, mens et blik nedad viser, at Danmark før de to sidste spillerunder har et komfortabelt forspring til værterne fra Østrig, der stadig står uden point. Danmark har fire, og når dagen er omme, kan det vise sig at være nok til, at Danmark undgår nedrykning.

Det sker, hvis Østrig ikke får mere end et point mod Ungarn i aftenens kamp mellem de to nabonationer.

Men danskerne har naturligvis også mulighed for selv at gøre noget ved sagen. Resultaterne i turneringen har vist, at alle slår alle, og det var vældig overraskende, at Slovakiet torsdag tabte 2-5 til Italien. I dag møder Danmark netop Slovakiet, og hvorfor skal slovakkerne ikke udsættes for endnu en overraskelse?

– Selvfølgelig har vi en chance, men vi skal virkelig være på stikkerne, siger landstræner Bjørn Peters i telefonen fra Italien.

Han betoner, at danskerne ikke mindst skal være opmærksomme på en ting i eftermiddag.

– Vi tager for mange udvisninger. Det skal vi undgå i eftermiddag, ellers straffer de os, siger han.

Der er kampstart klokken 12:30 i Østrig, og der er streaming her: