Det danske U16-landshold afsluttede turneringen i Esbjerg i weekenden med et nederlag på 1-2 mod rivalerne fra Norge. Som altid – og som forventet – blev det en meget tæt kamp mod nordmændene, lyder det fra assisterende træner Jan Jensen.

– Norge er fysisk stærke, og har også en meget stærk defensiv, som vi havde svært ved at få brudt. Vi skaber, som tilfældet også var mod Letland (hvor Danmark tabte 0-2), alt for få kvalitetschancer inde foran deres mål.

– Flere spillere var også mærket af, at det var tredje kamp på tre dage, så det var en god test, og spillerne fik at se hvad det kræver (fysisk og mentalt) for at spille på landsholdet. Spillerne skal dog have ros for at blive ved med at kæmpe, og vi gav alt hvad vi havde og vi fik fremtvunget en spændende afslutning, siger Jan Jensen.
Danmark endte med sejr over Frankrig og nederlag til Norge og Letland i firenationersturneringen. Jan Jensen konkluderer således:
– Vores målmænd og det defensive spil var på højt niveau. Alle tre målmænd leverede over 91 i redningsprocent. Vores boxplay indkasserede kun et mål imod, som også må siges at være mere end godkendt.
– Vi skal arbejde med at komme til flere chancer inde foran modstanderens mål, hvor vi har det svært med at komme ind. Vores Powerplay skal producere bedre. Vi skal skabe flere chancer og mål.
– Men alt i alt en god samling, hvor drengene gjorde hvad de kunne, arbejdede stenhårdt hele ugen og prøvede at spille efter landsholdets spilkoncept. Så vi er godt tilfredse med samlingen, på trods af, at vi “kun” vandt den ene kamp, lyder det fra Jan Jensen.