Kvindelandsholdet spillede i eftermiddag den sidste kamp ved firenationers-turneringen i Ungarn, og det blev en målfest af rang. Desværre med ungarsk gevinst i sidste ende. Værtsnationen vandt i straffeslag og formåede faktisk at hende en dansk 4-1-føring,der blev fremskaffet allerede efter små 36 minutter.

Josefine Persson åbnede scoringen og leverede også den danske 3-1’er. Julie Gregersen og Michele Brix leverede også scoringerne i den stærke danske startfase, og selv ungarerne kom tilbage, efterlod begivenhederne i Budapest en tilfreds dansk landstræner i Michael Thomsen.

– Det fungerede faktisk glimrende i dag, og gennemgående var det en meget bedre kamp end mod Slovakiet i går. Vi rullede på med tre kæder og fjerdekæden kom ind og gav resten af holdet energi på gode tidspunkter. Holdet fungerede også som helhed langt bedre. Desværre smed vi så føringen på en række personlige fejl, siger Michael Thomsen om det ungarske comeback.

Hjemmeholdet scorede fire gange på godt syv minutter – men en dansk timeout bragte en vis vending i kampen.

– Vi dominerede fuldstændig i slutfasen og på den måde fik mine spillere vist, at de også kunne rejse sig igen. Vi kunne godt have taget den i ordinær spilletid, siger Michael Thomsen.

Julie Gregersen scorede det danske 5-5-mål, og de rød-hvide overlevede en udvisning i overtiden, inden hjemmeholdet satte to gode straffeslag – og dermed vandt turneringen på et bedre indbyrdes regnskab end Danmark.