Det danske ishockeylandshold for kvinder fortsætter i den kommende sæson med svenske Peter Elander som cheftræner

 Peter Elander trådte til som dansk landstræner i september 2019, da den tidligere træner, Fredrik Glader, overgik til en stilling som sportschef i den svenske topklub Modo Hockey, og samarbejdet mellem kvindelandsholdet og Peter Elander har været så succesfuldt, at parterne nu forlænger med endnu en sæson.

– Selv om Coronakrisen desværre forhindrede kvindelandsholdet i en historisk deltagelse i den bedste VM-gruppe – blandt verdens 10 bedste nationer – blev vi overbevist om, at Peter Elander er den rette til at føre holdet videre, når ishockeyen går i gang igen, siger General Manager Kim Pedersen fra Danmarks Ishockey Union.

– Vi er meget glade for det stykke arbejde, Peter har ydet. Han har øget niveauet og seriøsiteten yderligere, og vi ser frem til, at han skal løfte kvindelandsholdet gennem OL-kvalifikationen og det kommende VM, tilføjer han.Peter Elander glæder sig i den grad til at fortsætte arbejdet med kvindelandsholdet.

– Jeg er meget taknemlig over, at Danmarks Ishockey Union giver mig chancen for at fortsætte som landstræner. Den tidligere landstræner, Fredrik Glader, overlod et hold til mig, som både var inspireret og begyndt at træne på det niveau, der kræves for at holde verdensklasse, siger han.

Elander påpeger, at VM-forberedelserne i sæson 19/20 var godt i gang og i den grad forløb tilfredsstillende.

– Vi fik stor støtte af både DIU og Team Danmark og hele staben omkring holdet fungerede godt. Spillertruppen viste nysgerrighed og tiltro, hver gang, vi mødtes og det gjorde, at jeg virkelig ønskede at fortsætte arbejdet i en sæson, som byder på OL-kvalifikation i februar og en ny chance for A-VM i Halifax i Canada. Det er mildt sagt inspirerende at se frem til, og vi spillere og ledere er allerede begyndt at forberede os mentalt på nye opgaver, siger Peter Elander.

Det er endnu ikke afgjort, hvor OL-kvalifikationen i februar skal spilles, mens VM 2021 spilles i april i Canada, hvor Halifax igen er vært.

60-årige Peter Elander har tidligere i karrieren har trænet det svenske kvindelandshold ved fem VM-turneringer og to OL-turneringer.

Derefter har han i en lang årrække været træner for et af Nordamerikas bedste universitetshold – og dermed også et af verdens bedste ”klubhold” hos kvinderne – på University of North Dakota, hvor han blandt andre har haft den danske landsholdskaptajn Josefine Jakobsen under sine vinger.

Helt tilbage i sæsonen 90’erne var Peter Elander såmænd også træner for AaB Ishockey i den bedste danske ishockeyliga. Før han blev dansk landstræner, trænede han kvinderne hos Ohio State University.