Der er lagt op til drama i aften i Hvidovre, når de to giganter i dansk kvindeishockey Hvidovre og Herlev igen-igen mødes til afgørende kampe om det danske mesterskab. Serien spilles bedst af tre, og det kan næppe undgås at kampene igen bliver lige så tætte som de plejer – og som det indbyrdes opgør i øvrigt var ved DM-kvalifikationen i Frederikshavn i sidste weekend.

Her vandt Herlev 2-1 efter straffeslag i en kamp, hvor stillingen var 0-0 helt frem til slutfasen, hvor det lykkedes begge mandskaber at score en enkelt gang.

Der er masser af stærke profiler på begge hold, der er fyldt med landsholdsspillere fra både seniorlandsholdet og U18-landsholdet, så der er ingen undskyldning for en god gang underholdning, hvis man er i nærheden af Allan Villadsen Ishockey Arena i Hvidovre.

Finalekampene mellem de to hold plejer at være på højeste danske niveau, og Hvidovre har tidligere i sæsonen vist, at de bedste danske hold faktisk også hører til lige under det bedste svenske niveau. Hvidovre var kun en enkelt sejr fra at vinde den svenske Division I tidligere på sæsonen.

Kampstart 20.15 og kampen kan ses via Hvidovres Livestream  på hvik.dk/live