Det er kamp nummer 72 mellem Danmark og Norge, når det i aften går løs i en ægte finale ved MECA Hockey Games i Stavanger. Vinderen tager håneretten, turneringssejren og for Danmarks vedkommende den fjerde sejr på stribe over ærkerivalen.

I fjor blev det til 4-1 ved VM i Tjekkiet, mens de to testkampe i sidste sæson begge endte med danske sejre: 3-0 i Rødovre og 3-2 efter overtid i Stavanger.

Danmark har i alt vundet 26 kampe over Norge, mens det er blevet til to sejre enten i overtid eller straffe. Ni gange er kampene mellem Danmark og Norge endt som rene uafgjort – inden man indførte notoriske regler om forlænget spilletid eller straffeslag.

Fire gange har Norge vundet i overtid, og 30 gange har nordmændene vundet rene sejre over Danmark.

Overblikket er altså – med Danmark nævnt først: 26 sejre – 2 ot-sejre – 9 uafgjorte – 4 ot-nederlag – 30 nederlag.

I dag stiller Danmark med de “sædvanlige” kæder, forlyder det fra Team Manager Esben Nedermark. Det vil sige, at holdopstillingen ser ud som følger. Sebastian Dahm er tilbage på mål, mens George Sørensen bakker op.

Kæderne ser ud som følger:

Førstekæde: Emil Kristensen, Jesper B. Jensen – Morten Poulsen, Jesper Jensen, Thomas Spelling
Andenkæde: Daniel Nielsen, Oliver Lauridsen – Kirill Starkov, Morten Green, Jannik Karvinen
Tredjekæde: Nicholas B. Jensen, Markus Lauridsen – Steffen Frank, Mads Lund, Mathias Bau Hansen
Fjerdekæde: Mads Bødker – Henrik Nielsen, Anders Poulsen, Kristoffer Lauridsen
Mathias Mølgaard er 13. angriber hos Danmark.