Godt 265 ishockeykampe fra landet bedste ishockeyliga bliver tilgængelige for alle fra sæsonen 2021/22 og giver ishockeyen en hidtil uset eksponering

Ishockeyens Metal Liga tager et enormt kvantespring i den kommende sæson.

For første gang nogensinde bliver samtlige ligaens kampe transmitteret.

TV2 PLAY sender som ishockeyens primære platform fra næste sæson godt 265 grundspils- og slutspilskampe fra starten 31. august og til den sidste finalekamp, der sædvanen tro spilles sidst i april.

En del af kampene transmitteres ligeledes på TV2 Sport i større produktioner.

Det betyder, at man som ishockeyfan har mulighed for at se samtlige kampe i Metal Ligaen, for programmet lægges således, at ingen kampe kommer til at gå nævneværdigt op mod hinanden med få undtagelser.

Kampene fordeles nemlig ud over samtlige ugedage og kampdage, hvor der spilles mere end en kamp, byder på forskudte kamptidspunkter.

Ishockeyfansene herhjemme skal vænne sig til helt nye tider. Naturligvis kan de følge kampene i arenaen, men kan altså nu også se ALLE de resterende kampe på live-tv.

En banebrydende tid
– Med aftalen fortsætter vi udviklingen af Metal Ligaen som et Danmarks stærkeste sportsbrands. Samtlige aktører: TV2, Ligaforeningen og Danmarks Ishockey Union bakker op om den historiske aftale, der giver ishockeysporten en hidtil uset eksponering. Det er noget, vi har drømt om i mange år, siger Thomas Bjuring, kommerciel chef i Danmarks Ishockey Union.

– Det er et helt nyt og spændende puslespil, vi er i gang med at lægge i forhold til kampprogrammet, når alle kampene skal fordeles ud over hele ugen. Publikum skal vænne sig til en ”ny måde at gå til ishockey på”, men nye spilletidspunkter og kampdage åbner op for nye muligheder. Vi står foran en banebrydende tid for dansk ishockey, siger ligachef for Metal Ligaen, Kim Pedersen.

– Vi er stolte af den her aftale. Eksponeringen af ishockeysporten stiger markant, når samtlige kampe vises direkte på TV2’s platforme. Jeg er stensikker på, at både vores fans, sponsorer og andre interessenter omkring sporten vil tage godt imod aftalen. Vi læner op os af fodbolden – også ved at være mere fleksible med spilletidspunkter. Det er supergodt for sporten, siger formand for Metal Ligaens Ligaforening, Klaus B. Rasmussen.

Events og tilgængelighed
– Ikke blot bliver det en kæmpe service for alle ishockeyinteresserede herhjemme, det giver også både Metal Ligaen som samlet enhed og den enkelte klub nye kommercielle muligheder. Forøget tv-tid hos en anerkendt partner som TV2 PLAY og TV2 Sport giver naturligvis ekstra salgsmuligheder og dermed også muligheder for at øge indtægterne for vores liga som tilskuermæssigt indtager en flot andenplads efter 3F Superligaen. Nu kan vi også udfordre fodbolden og håndbolden på tv-fronten, tilføjer Thomas Bjuring og konstaterer, at Metal Ligaen bliver den liga i Danmark, der viser flest kampe af på TV.

– Vores klubber har i de seneste sæsoner været gode til at skabe events, og nu skal de igen til at nytænke. Allerede nu ser jeg nye muligheder: Fansene kan følge deres hold hver eneste kamp, og det endda både hjemme og ude – uanset, om man har mulighed for at være til stede eller ej. Tidligere kampe giver for eksempel mulighed for at få familier, skoler og nye virksomheder på banen – måske med arrangementer både før og efter kampene, siger Klaus B. Rasmussen, formand for Ligaforeningen.

Med den netop offentliggjorte aftale om, at dansk ishockey på amatørniveau ligeledes kan streames live på danskishockey.tv fra den kommende sæson, er det altså en realitet, at ALLE ishockeykampe herhjemme er tilgængelige på to platforme og via to abonnementer fra næste sæson.

Det er så vidt vides første gang nogensinde, at en enkelt sportsgren kan tilbyde en sådan portefølje til sine interessenter.