Efter 2 dages tænkepause har Frederik Andersen, målmand hos NHL holdet Anaheim Ducks, meddelt Danmarks Ishockey Union, at han ikke ville støde til VM holdet i næste uge.

Frederik Andersen om beslutningen:

– Efter samtaler med Anaheim og min agent er jeg desværre nød til at melde fra i denne omgang. Mine uafklarede kontraktforhold gør, at jeg er blevet opfordret til at springe VM over af både min klub og min agent. Jeg håber at min fremtid hurtigt falder på plads så jeg igen med sindsro kan deltage på landsholdet.

Landstræner Jan Karlsson modtager beslutningen med fattet skuffelse:

– Ville vi gerne have Frederik Andersen med til VM? Ja naturligvis! Men vi må også erkende, at som sporten er skruet sammen så kan det ende med disse beslutninger fra spillere uden kontrakt. Vi tager beslutningen til efterretning og glæder os til at se Frederik igen til OL kvalifikationen i Minsk.

Landstræner Jan Karlsson forventes, at præsentere sit endelige VM hold søndag formiddag.

Danmark spiller sin sidste VM optakts kamp i Bratislava lørdag d. 30. april kl. 17.00 – kampen vises forskudt på TV2 Sport fra klokken 19.05.