Metal Ligaen går i grønt i de kommende to sæsoner og får nu en officiel bettingpartner, der kommer til at ses over alt i de danske Metal Liga-arenaer

Ishockeyens Metal Liga er stolt over at kunne præsentere endnu et stærkt partnerskab. Det nationalt og internationalt stærkt anerkendte bettingfirma MrGreen bliver i de kommende to sæsoner Metal Ligaens officielle bettingpartner.

 Det betyder, at MrGreen fra sæsonstarten får en fremtrædende rolle med en stærk og synlig markering på banderne i samtlige arenaer og på Metal Ligaens dommere.

– Vi er overordentlig glade for partnerskabet. MrGreen er en seriøs aktør i forhold til både ansvarlig sportsbetting og casinospil. Ishockeysporten kan virkelig være stolt over at ramme en så anerkendt samarbejdspartner, siger kommerciel chef for Metal Ligaen, Thomas Bjuring,

– Med MrGreen på holdet tager den professionelle ishockey endnu et stort spring i den kommercielle udvikling og vi glæder os til et spændende samarbejde til glæde og gavn for både fans og alle Metal Liga-holdene, tilføjer han.

 MrGreen sætter med aftalen endnu et markant aftryk i dansk professionel sport, lyder det fra direktøren for William Hill/MrGreen, Patrick Jonker.

 – Ishockey er den sportsgren i Danmark som har næstflest tilskuere efter fodboldens 3F Superliga. Med etableringen af den nye TV-aftale bliver Metal Ligaen den liga med flest kampe på TV, og vi er begejstrede over at blive en del denne rejse med Metal Ligaen. Det er vores ambition, at skabe et unikt setup for alle omkring Metal Ligaen, og vi glæder os til at være en aktiv og synlig partner, siger Patrick Jonker.

Med bettingaftalen styrker Metal Ligaen sig endnu engang på det samlede parameter. I forvejen har klubberne en samlet udstyrsaftale, samme billetsystem, hjemmesider med samme look og ikke mindst en ny, stærk tv-aftale, som betyder at samtlige kampe i den kommende sæson sendes på TV2’s platforme.

 – Der er næppe tvivl om, at ishockeyen er blevet mere attraktiv for samarbejdspartner med den nye tv-aftale, hvilket MrGreen-aftalen er et stærkt bevis på. Forhåbentlig kan vi knytte flere stærke partnerskaber i den kommende tid, siger formand for ishockeyens Ligaforening, Klaus B. Rasmussen, der allerede nu glæder sig til den nye sæson, der begynder rekordtidligt med kampe allerede 31. august.

–  Efter en vanskelig sæson med Corona som modspiller er alle klubber stærkt motiverede og glæder sig til både at byde gamle og nye samarbejdspartnere indenfor sammen med de stærkt savnede fans. Metal Ligaen står stærkere end nogensinde, siger Klaus B. Rasmussen.

Aftalen mellem Metal Ligaen og Mr Green er lavet i tæt samarbejde med Partnership Group.