Hvidovre er dansk mester hos kvinderne for tredje sæson på stribe.

2-1 fra den første kamp i Herlev blev til 6-4 i Allan Villadsen Ishockey Arena lørdag aften i en kamp, der i den grad eksploderede i kampens anden halvdel. Natalie Perry og Malene Frandsen havde sørget for en solid 2-0-føring til Hvidovre, der holdt til det 33. minut, hvor Lilli Pearl Friis-Hansen reducerede.

Josephine Asperup (Hvidovre) og Silke Glud (Herlev) sørgede med hver sit mål i det 36. minut for, at spændingen var intakt og stillingen 3-2 Hvidovre inden de sidste 20 minutter.

Der var hele 448 tilskuere til sæsonens afgørende kamp.

De kunne se Mia Bau Hansen, Natalie Perry og Louise Hansen sende stillingen op på 6-2 til Hvidovre inden det 50. minut, men ganske karakteristisk for de her opgør nægter modstanderen altid at give op, men Herlev kom ikke tættere på end reduceringer ved Lilli Pearl Friis-Hansen og Christina Døj.

6-4 og endnu en DM-pokal til Hvidovre, der dermed vandt sit tredje mesterskab i træk. Vi skal helt tilbage til 2004/05-sæsonen for at finde en klub (Rødovre), der ikke har været Hvidovre/Herlev og vundet DM-guld. Og i de seneste NI sæsoner har Herlev og Hvidovre delt guld og sølv imellem.