Det danske kvindelandshold i ishockey skal have ny landstræner. Danmarks Ishockey Unions ledelse har valgt at gå nye veje og ikke forlænge samarbejdet med Peter Elander som havde kontraktudløb 1. marts 2022.

– Peter Elander blev kastet ind i arbejdet som landstræner i september 2019, hvor han hurtigt måtte overtage efter Fredrik Glader. Vi kendte Peter som en seriøs og kompetent træner med fine menneskelige kvaliteter og stort kendskab til kvindeishockey på verdensplan, og vi blev ikke skuffet, siger general manager for de danske landshold, Kim Pedersen.

– Peters resultater med kvindelandsholdet taler for sig selv og OL-turneringen i Beijing blev en formidabel afslutning på hans tid som landstræner. Vi har evalueret grundigt efter OL og vurderet, at der skal nye kræfter til. Vi vil gerne tilknytte en træner, der skal føre kvinderne frem til det kommende OL i 2026, og er kommet til den konklusion, at det skal være en ny person, tilføjer han

I to og et halvt år har Peter Elander stået i spidsen for det danske kvindelandshold i ishockey. Han har ført Danmark op blandt verdens 10 bedste nationer, stået i spidsen for Danmark i den bedste VM-gruppe og sidst, men ikke mindst fik han og staben kvalificeret Danmark til et historisk OL i Beijing, hvor de rød-hvide var et mål eller to fra en plads i kvartfinalen.

Den rutinerede svensker har med andre ord gjort et formidabelt stykke arbejde som landstræner efter han tog over for Fredrik Glader i september 2019 og Danmarks Ishockey Union har ikke andet end gode ting at sige om Peter Elander, der ønskes held og lykke med sit fremtidige virke – både på og uden for isen.

Arbejdet med at finde den rette person som ny landstræner er allerede gået i gang, og næste store opgave for kvindelandsholdet bliver VM på hjemmebane i august og september i Herning og Frederikshavn.