David Kickert spiller til daglig for Vienna Capitals i EBEL, og målmanden stod i aften fejlfrit for Østrig, der i kampen om tredjepladsen vandt 2-0 over det unge danske hold ved seksnationers-turneringen i Budapest.

Østrigerne stillede også selv med et ganske urutineret hold, og derfor var det mere eller mindre på lige vilkår, de to nationer dystede.

Andreas Kristler, til daglig Red Bull Salzburg, scorede kampens første mål allerede efter tre minutter på den danske målmand Sebastian Dahm, og derefter sled de to hold sig gennem en hel kamp uden mål, inden Østrig scorede det afgørende mål i tomt net.

Thomas Hundertpfund, en af de mere rutinerede østrigere, leverede 2-0-scoringen.

Det var første gang siden 2014, de to nationer mødtes – og de seneste to møder mellem Danmark og Østrig er endt med rød-hvid sejr.