Også her på ishockey.dk præsenterer vi de nominerede i hvert enkelt kategori til Dansk Ishockey Award 2016, der finder sted den 10. juni i MCH Herning Kongrescenter.

Det er en bredt sammensat ekspertjury, der står bag nomineringerne samt den endelige udvælgelse af vinderne i de enkelte kategorier.

Vi begynder med de nominerede i kategorien Årets Målmand:

Sebastian Dahm, Graz 99ers
Efter en række fremragende sæsoner i Rødovre, valgte globetrotteren Sebastian Dahm igen at rykke udenlands før denne sæson. Det blev en tur til Erste Bank Eishockey Liga (EBEL), hvor det vrimler med navnkundige udenlandske spillere og hvor pengene er en tand større end herhjemme. Altså sværere vilkår for Dahm, der endda endte på et bundhold i Graz. Det tog Sebastian Dahm sig ikke af og rent statistik endte han ganske enkelt som toppen af poppen i EBEL. Fremragende.

Frederik Andersen, Anaheim Ducks
Sammen med kollegaen John Gibson vandt Frederik Andersen William Jennings Trophy i NHL for at være det målmandsteam med færrest mål imod i hele sæsonen. De to målmænd var både kammerater og konkurrenter i hele sæsonen, men i slutspillet trådte danske Andersen frem som superstar i Anaheim-målet med en række fænomenale præstationer, der rakte til tre sejre, men desværre ikke seriesejren i første runde af Stanley Cup.

Simon Nielsen, Herning Blue Fox
Han kom hjem til Herning midt i sæsonen og skulle i første omgang være supplement til Lubos Pisar i Blue Fox-målet. Men Simon Nielsen ville mere. Han kæmpede sig med en række stabile præstationer ind som ankermand og var en stor del af Hernings flotte europæiske kampagne, der endte med sølv i Continental Cup. Takterne fortsatte ind i slutspillet og Metal Ligaen, hvor Simon Nielsen flere gange reddede Herning på stregen. Endte på Metal Ligaens All Star-hold.

Klik her for at sikre dig en billet til Dansk Ishockey Award 2016, hvor du den 10. juni i Herning kan være med til at hylde dansk ishockey.