Uanset hvor man bevægede sig hen i Air Canada Center efter åbningskampen mellem Danmark og Rusland blev det danske holds præstation mødt med anerkendende blikke og rosende kommentarer. Og det var helt fortjent; at spille lige op med og næsten over Ruslands niveau er en milepæl, vi knapt nok selv havde forventet og at se holdet bringe “bjørnen” i knæ med to fantastiske Powerplay-konverteringer i første periode fik for alvor tændt forhåbningerne om en dansk overraskelse.
Begge powerplaymål kom efter rigtigt solidt og kreativt pasningsarbejde i de danske PP-formationer og begge mål blev sat ind fra distancen med Mads Eller stående på det helt rette sted lige foran Ilya Sorokin i det russiske mål – en detalje, trænerteamet har arbejdet intenst med med holdet under turneringen i Kindersley. Målene blev scoret af Björkstrand og Ehlers.
Også kampens tredje mål skulle scores i Powerplay, men tilfaldt desværre Rusland. På et lidt tilfældigt indlæg bag baglinien rammer pucken en storspillende George Sørensen på den ene skinne og går i mål. Det tog dog ikke gejsten fra de danske spillere og jeg tror ikke, jeg har set et dansk hold blokere så mange skud og “krige” så fanatisk som i dag, hvor Björkstrands fight på den danske blå line, liggende på maven og bare grave efter pucken for til sidst at få den ud af zonen, meget godt illustrerer den vilje, de danske spillere har med på banen og viser, hvor meget de står sammen om det her; det er stort.
Kreativiteten i spillet tilhørte hele tiden danskerne og russerne begyndte – med få minutter tilbage af anden periode – at køre med en “høj” angriber for at trække det danske presspil, som klart stressede russerne, lidt længere tilbage. Det var lige ved at lykkedes, men uden flere scoringer i perioden.
I tredje periode scorede russerne på et mål, som vi sikkert vil diskutere længe i truppen. En russisk spiller i målfeltet rammes på skøjten af pucken som går i mål; uden tøven peger dommeren konsekvent på målet og danske protester medvirker til at dommeren ønsker et “review”. For mig at se, er der ingen diskussion på skøjtemålet – det er klokkeklart en afretning og ikke et spark, så der er ikke noget at komme efter på den del af situationen. Til gengæld kunne det ligne en off-side i målfeltet, men dette er ikke en situation, som videodommeren kan checke eller assistere dommerne med – det er dommerens vurdering på isen der tæller, og derfor er stillingen 2 – 2 efter knapt 49 minutters spil. Ærgerligt!
Kampen ender uafgjort og en tempofyldt OT periode endte også målløs, hvorfor kampen skulle afgøres på straffeslag. Ehlers og Björkstrand får ikke scoret på deres forsøg mens Rusland scorer på deres to første og kendsgerningen stadfæstes: det blev kun lige ved og næsten.
Og selvom der var stille i omklædningsrummet og en følelse af “den skulle vi have vundet”, så luner det alligevel, når IIHFs statistikchef Andy Ecker kort efter kampen kommer hen til mig og siger “You guys did it again”!
Blandt de mange kandidater til kampens bedste spiller fik George Sørensen hæderen med en redningsprocent på 92,5% og mirakuløse redninger undervejs.