De danske ishockeylandshold har alle haft succes ved deres respektive verdensmesterskaber i denne sæson og det er resultatet af hårdt, målrettet og dedikeret arbejde i hele ishockeymiljøet

Dansk ishockey har haft den måske bedste sæson nogensinde.

Samtlige landshold, der har været på isen – senior såvel som ungdom – har leveret succesfulde resultater og oprykninger på stribe. Det betyder, at Danmark i den kommende sæson er repræsenteret på højeste niveau hos seniorkvinderne, U20- og U18-herrerne, der alle rykkede op blandt verdens 10 bedste nationer efter flotte VM-præstationer.

Herrelandsholdet er naturligvis også med blandt det og deres VM begynder på fredag i Herning og bliver kulminationen på en stor dansk ishockeysæson.

Herrerne kvalificerede i august/september sig til OL i 2026 i Italien, en turnering som kvindelandsholdet i februar også var yderst tæt på at kvalificere sig til. Blot et nederlag i den afgørende kamp mod Sverige skilte kvinderne fra en billet fra en olympisk billet.

Sidst, men ikke mindst, har U18-kvindelandsholdet formået at rykke op i næstbedste VM-lag efter et suverænt VM i Polen tidligt i 2025.

– De flotte resultater i en og samme sæson kommer ikke af sig selv, og er et udtryk for et fornemt stykke talentarbejde både ude i klubberne til hverdag og på diverse landshold i DIU-regi. Vi arbejder alle dagligt med ting, der kan udvikles og forbedres, og det skal man altid gøre. Men i en sæson som denne skal vi i vores ishockeyverden huske at rose hinanden for det gode udviklingsarbejde, der er blevet leveret gennem mange år, siger direktør for Danmarks Ishockey Union, Peter Froulund.

– Alle sæsoner kan naturligvis ikke give så stor sportslig succes, men vi ser et tydeligt billede af et fundament der er på plads, og som giver et fremragende grundlag at arbejde videre ud fra, tilføjer han.

Da Danmark senest var vært for herrernes VM, blev det økonomiske resultat et tocifret millionoverskud, og de gode resultater er i de mellemliggende år kommet talentudviklingen til gode, siger udviklingschef i Danmark Ishockey Union, Thomas Juul-Madsen.

– Der har været mange gode projekter, som har gavnet både drenge- og pigeishockeyen herhjemme og som virkelig har hjulpet på udviklingen. Der er for eksempel blevet investeret i både klubprojekter, dygtige konsulenter og bedre forhold for landstrænerne.

– Desværre har de seneste sæsoner budt på en række markante nedskæringer, hvorfor jeg håber, at vi ser den samme økonomiske effekt af VM 2025, så det igen kan resultere i flere indsatser, der vil gavne spilleruddannelsen såvel som dansk ishockey på den lange bane, siger Thomas Juul-Madsen.

– Succesen er også et resultat af, at vi omkring landsholdene har haft nogle vanvittigt dygtige og dedikerede folk, og at der er blevet gjort en fantastisk indsats ude i klubberne, hvor træningsmiljøerne bare bliver bedre og bedre, lyder det fra udviklingschefen.

– Samtidig har vi omkring landsholdene forsøgt at skærpe konkurrencen, når spillerne har været samlet. Vi har været endnu tydeligere i kravene til vores landsholdsspillere og hvad der skal til på isen og i træningslokalet, og det arbejde fortsætter vi med, så vi kan blive ved at forme fremtidens landsholdsspillere og skabe flere gode resultater, siger Thomas Juul-Madsen.

Ishockeysæsonen rundes af med det kommende VM i Herning, hvor der er solgt over 150.000 billetter. Danmark begynder VM med kampen mod USA fredag aften klokken 20:20.

FAKTA: Dansk ishockeys supersæson

  • August 2024: Herrelandsholdet sikrer sig i Aalborg kvalifikation til Vinter-OL i 2026.
  • December 2025: U20-landsholdet for herrer vinder Division IA-VM i Østrig og rykker op blandt verdens 10 bedste nationer.
  • Januar 2025: U18-kvindelandsholdet rykker op fra Division IB til Division IA (næstbedste lag)
  • Februar 2025: Kvindelandsholdet er kun et enkelt point fra kvalifikation til Vinter-OL i 2026
  • April 2025: Kvindelandsholdet bliver nummer to ved Division IA-VM og rykker op blandt verdens 10 bedste nationer.
  • April 2025: U18-herrerne vinder Division IA i Ungarn og rykker op blandt verdens 10 bedste nationer.
  • Maj 2025: Danmark er for anden gang vært for herrernes VM. Denne gang i Herning og i samarbejde med Sverige.