VM i ishockey 2025 er blevet shortlistet til Most Sustainable Event ved Host City Awards, som uddeles den 2. december i Glasgow. Nomineringen placerer mesterskabet i et stærkt internationalt felt og fremhæver den danske tilgang til at afvikle store sportsbegivenheder.
Den danske del af VM-turneringen, der blev gennemført i Jyske Bank Boxen i Herning, er blevet nomineret på grund af sit brede ESG-program med fokus på ansvarlighed, social inklusion og langsigtede strategier. Programmet kørte sideløbende med kampene og var en central del af VM-afviklingen.
Den flotte nominering er samtidig et resultat af det stærke samarbejde mellem Danmarks Ishockey Union, Sport Event Denmark og Herning Kommune.
”Vi er stolte over, at VM i Ishockey 2025 bliver anerkendt på denne måde. Nomineringen viser, at dansk ishockey kan skabe store, ansvarlige og engagerende oplevelser, når vi står sammen som forbund, værtsby og samarbejdspartnere,” siger DIU’s direktør Peter Froulund.
Host City Awards finder sted i forbindelse med den årlige Host City-konference, som samler internationale aktører med fokus på værtskab af store sport- og kulturbegivenheder.