Den anden testkamp for U18-landsholdet for kvinder blev tabt mod VM-værterne fra Ungarn. Kampen endte med hjemmesejr på 4-2. Josephine Olin blev dobbelt målscorer for Danmark i første og tredje periode.
– Vi spillede vores helt klart bedste kamp indtil nu, og holdet begynder at føle sig klar til turneringen, som starter søndag. Vores forsvarssystem virkede til tider perfekt og gav mange puckerobringer, hvor deres backer blev fanget i vores forsvarszone, siger landstræner Bjørn Peters fra Miskolc.
– Powerplay virkede godt i dag, vi fik flyttet pucken godt rundt, skabt chancer og scorede at mål. Kampen blev afgjort på et par uheldige mål i slutningen af 3. periode, men kampen set som helhed, var vi det bedste hold, lyder det den ene af de to landstrænere. Ulf Werner er den anden del af duoen.
Peters tilføjer:
– Efter kampen i dag glæder mange af pigerne sig til at der kommer kvindelige dommere til turneringstart, efter en lidt inkonsekvent dommerlinje med lidt voldsomt spil fra det ungarske hold.
I morgen formiddag har danskerne videogennemgang og en eftermiddagstræning, hvor de sidste justeringer skal på plads inden kampen mod Japan på søndag.
Norge tabte i den anden træningskamp med 3-1 til Japan, og som et lille kuriosum kan nævnes, at det lokale ligahold blev forvist til at klæde om på gangen, mens det danske hold nærmest har perfekte forhold med to omklædningsrum, fysrum og et separat lederrum, som det kan ses på billederne nedenfor.