Før U18-VM i Ungarn blev Hviderusland regnet som turneringens største oprykningsfavorit foran Danmark og Norge, fordi Hviderusland har vundet sæsonens to 4-nationersturneringer, hvor landene har været samlet. Mandag aften viste et dansk U18-landshold med en vilje af metal, at de absolut har tænkt sig en hurtig tilbagevenden til A-gruppen.
Danmark var nede 1-3 i 2. periode og 2-3 med to et halvt minut igen, men så udlignede Tobias Ladehoff i powerplay, mens Nikolaj Krag afgjorde efter kun 25 sekunder overtid, så Danmark vandt en uhyre vigtig sejr på 4-3. Ikke kun vigtig på grund af de to point mod et til Hviderusland, men måske i sidste endnu mere, fordi Danmark nu er bedre indbyrdes end hviderusserne.
Ladehoff og Krag blev begge dobbelte målskytter, efter at Ladehoff havde bragt Danmark foran i 1. periode, og Krag sat kursen mod et comeback med sin reducering til 2-3.
Optakten til udligningen med kun to minutter tilbage, var ganske dramatisk. Hviderusland tog en udvisning, som der kun var få sekunder tilbage af, da Tobias Ladehoff fik scoret. Undervejs i dette powerplay havde Danmark taget en timeout, så det hele var i spil i den hektiske afslutning.
Danmark mistede undervejs backen Christian Mieritz, som fik 5 minutter og game misconduct for en knætackling. Undertalssituationen kostede 1-2-målet til hviderusserne, men Martin Struzinskis tropper pådrog sig i alt kun to 2 minutters-udvisninger, og ingen i sidste halvdel af kampen.
Lasse Munk Petersen havde 30 redninger undervejs.
Norge tabte til Frankrig, som nu er á point med topholdet Danmark. Det danske hold møder netop Frankrig i næste kamp i dag, efter at have haft en fortjent hviledag efter den stærke åbning på turneringen.