U18-landsholdet var i nat på endnu en vanskelig opgave mod et stærkt finsk hold, der holdt favoritrollen og vandt 4-1. Men det var mod et dansk hold, der stred glimrende og blokerede hele 23 skud i løbet af de 60 minutter i Ralph Engelstad Arena i Grand Forks.
– Vi spillede en kanonkamp mod verdens nr 2. Vores kollektiv står distancen i dag, og vi kæmper og kriger. Vi kommer ned 0-2 efter et par fejl, der straffes prompte på det her niveau. Vi reducerede i power play lige inden pausen på en styring fra Christian Wejse, fortæller assisterende træner Bjørn Østergaard fra USA.
– I 2. periode spillede vi stærkt i egen zone og finnerne fik ingen åbne chancer. Godt halvvejs begyndte vi at få mere pondus og mod, så vi har faktisk lige så meget puck som finnerne de sidste 10 minutter. De scorede dog på en to mod en-situation på trods af vores gode spil, lyder det fra den danske lejr.
– I tredje periode fortsatte vi og stod kompakt, og havde god tålmodighed med pucken. Vi stressede ikke, og spillede international ishockey ved at flytte pucken hurtigt og have fart i jernene. Vi satsede til sidst og hev en storspillende Kasper Krog ud med godt halvandet minut tilbage, hvilket desværre endte med en finsk scoring i tomt bur.
– Trods nederlaget har vi en god fornemmelse – at stå distancen med Finland i 60 minutter var en virkelig stor præstation. Det var meget vigtig erfaring videre frem i turneringen, fortæller Bjørn Østergaard fra Grand Forks.
I nat dansk tid spiller Danmark mod Tjekkiet og en sejr i den kamp vil betyde, at Danmark stadig har mulighed for at undgå de nervepirrende nedrykningskampe om at bevare pladsen i den bedste gruppe – formentlig mod Letland.