Med en 5-1 sejr over de Polske værter, sikrede vores helt nye U18 landshold sig oprykning til division 1 ved deres første VM optræden nogen sinde.
Kampen blev spillet i en meget flot og larmende kulisse, hvor over 300 polske tilskuere udstyret med horn fra kampens start lagde et tung pres på spillere og dommere. I flere tilfælde kunne spillerne slet ikke høre dommernes fløjt og kommunikation på isen var næste umulig. I 1. periode overlod vi initiativet til polakkerne, der alt for ofte kom afsted på farlige kontraangreb. Da de scorer til 1-0 efter 8 minutter virker vi meget nervøse og har svært ved at håndtere situationen om at være bagud for første gang i turneringen.
En god snak i pausen får sat fokus på vores gameplan og vi kommer bedre ud til anden periode, hvor vi får scoret til 1-1 og 2-1, men polakkerne er stadig farlige på kontra og hver gang de kommer over rød linie larmede tilskuerne, hvilket gav dem yderligere luft.
I pausen mellem anden og tredje periode udbryder der lidt panik da Michelle Weis begynder at kaste op, men hun vælger at spille videre og tak for det. For efter bare 9 sekunder i 3. periode scorer Weis og punkterer polakkernes tro på at komme tilbage i kampen og i resten af tredie periode kan vi nu høre de danske fans heppe på holdet.
Kampens spiller blev Michelle Weis med et hattrick og en assist, yderligere målscorer var Caroline Søndergaard og Maria Peters.
Vores materialemand på turen Ole Dahlmann, som de sidste mange år har rejst med alle de danske landshold, gjorde holdet opmærksomme på hans statistik med altid at rykke op ved VM afholdt i Polen. Den har U18 pigerne fuldt ud levet op til, til gengæld mener pigerne at Ole skal med til VM næste år i Division 1.
Tilbage på hotellet blev vores kaptajn Josefine Hansen fejret for sin 18 års fødselsdag og oprykningen blev skålet i cola i hotellets bar til kl. 24, hvor pigerne blev sendt i seng, for at forberede sig den sidste kamp mod Kasakhstan søndag aften kl. 20.00