SE Arena lagde i går is til Jysk mesterskab for U13.
Værterne for turneringen var Vojens Ishockey Klub, som – næsten sædvanen tro – havde styr på alt lige fra start. Alt klappede fra de 6 holds ankomst, og til medaljerne var uddelt.
Det blev et intenst mesterskab med mange tætte kampe, gode målmandspræstationer og et brag af en finale som enden på det hele.
Inden aftenens finale imellem Herning og Vojens var ingen kampe vundet med mere end tre mål, og i tre kampe måtte der straffeslag til, før vinderen var fundet. Alt dette borger for god bredde i den jyske U13-turnering.
Herning havde maksimumpoint inden sidste kamp, som altså endte i en ren finale mod Vojens. Her var værterne skarpest, og i et sandt målorgie trak Vojens det længste stik efter en medrivende 8-5 sejr.
Holdene fulgtes ellers pænt ad til stillingen 4-4, men Herning måtte slippe, og hurtigt blev det til en 3 måls føring, som gav Vojens det jyske mesterskab.
Aalborg tog bronzemedaljerne, og da Odense vandt kval runden mod Frederikshavn, skal der nu en ekstra kamp til imellem Odense og Esbjerg (der blev nr. 4 i går), inden det sidst hold – fra den jyske side – er klar til DM, der afvikles i Kvik Hockey Arena om 13 dage.
U 13 Sjællandsmesterskabet blev denne gang holdt i Gentofte Skøjtehal lørdag og søndag.
Efter mange spændende kampe blev det hele afgjort i den sidste kamp, som stod mellem Rødovre og Hvidovre. Hele tre hold kunne slutte med samme antal point, så det hele skulle afgøres på målforskel. Her lykkedes det lige netop Rødovre at score det afgørende mål, så holdet kunne blive fejret som sjællandsk mester.
Slutstillingen:
1. Guld Rødovre
2. Sølv Gentofte Stars
3. Bronze Hvidovre
4. Herlev
5. Rungsted
6. Amar Jets
7. Gladsaxe
Det betyder, at Herlev skal møde Rungsted om den sidste plads til U 13 DM, her mødes de ude og hjemme.