Sikkerheden er i højsædet til kampene i Metal Ligaen, hvor Danmarks Ishockey Union har tilknyttet to sikkerhedskonsulenter i form af Morten Rasmussen (vest for Storebælt) og Flemming Bertelsen (øst for Storebælt).
Derfor holdt Danmarks Ishockey Union i weekenden sikkerhedsseminar for alle sikkerhedslederne og deres assistenter i Metal Liga-klubberne.
Danmarks Ishockey Union har lavet nye regler for sikkerhedsmedarbejderne til Metal Liga-kampene, som blev gennemgået, og man arbejder på at få lavet en decideret uddannelse for de kontrollører, man bruger i Metal Ligaen. En uddannelse, som blandt andet er i brug i fodboldens Superliga.
Samtidig er sikkerhedskonsulenterne også stille og roligt begyndt at se frem mod VM 2018, hvor der naturligvis skal tilknyttes adskillige hjælpere.
Her forsøger man at etablere en database, der skal danne baggrund for rekruttering og uddannelse af hjælpere som skal stå for sikkerheden i Jyske Bank BOXEN og Royal Arena i København.