Det er tid til at slå en facitstreg efter det første landsholdsbreak i sæsonen, der fører de tre involverede landshold frem mod de kommende mål:

  • U20-landsholdet for herrer skal allerede i december spille Division IA-VM.
  • U18-landsholdet for herrer skal til næste forår til spille Division IA-VM.
  • Herrelandsholdet skal spille VM på hjemmebane i maj 2025 i Herning.

Vi begynder med sidstnævnte. Herrelandsholdet spillede en fornuftig omgang ishockey ved Deutschland Cup og slog værterne med 6-5 efter straffeslag i den første kamp. Derefter blev det til et nederlag på 2-3 mod Østrig og i går spillede danskerne helt lige op med Slovakiet og tabte 2-3 efter straffeslag.

Det var et hold fyldt med Metal Liga-spillere, der stillede op for Danmark, og i det lys blev der leveret en solid, international præstation af de rød-hvide herrer og var et godt bevis på, at bredden er til stede på det danske seniorlandshold, der sluttede sidst ved Deutschland Cup, der endte med at være en meget jævnbyrdig turnering.

U20-landsholdet var på plads i St. Pölten i Østrig og det blev til et nederlag på 1-4 mod Letland i premieren. Derefter tog danskerne stor revanche ved at slå værterne med hele 7-1 og dermed var alt åbent inden sidste spilledag. Her mødte Danmark Norge og vandt 5-4 efter straffeslag. Eftersom Østrig slog Letland i den sidste match i turnering, endte det med, at Martin Struzinskis tropper vandt turneringen. Eftersom præstationen også her var vældig solid og lovende, giver det optimisme frem mod det kommende VM.

U18-landsholdet var på besøg i Herning, hvor hjemmeklubben havde sørget for fremragende rammer for de fire deltagende nationer. De danske gutter åbnede med et hurtigt mål mod Slovakiet i premieren, men endte med at tabe 2-7 til de stærke slovakker. Fredagskamp endte med et nederlag på 3-4 mod Norge efter straffeslag, mens det lørdag endte 1-6 mod Tyskland. Tre værdifulde kampe for mange nye U18-landsholdsspillere, der virkelig fik tempoet hos de lidt bedre og skarpere nationer at mærke.