Politik om livescore

DIU ønsker at værne om de unge ishockeyspilleres udvikling ved at tydeliggøre politikken om livescore. På baggrund af meget uens håndtering af dette ude i klubberne, er emnet drøftet på formandsmøder i efteråret 2019 og efterfølgende behandlet på møde i DIU’s Bredde- & Ungdomsudvalg.

  • Hos DIU skal Livescore ikke benyttes på de yngste årgange, da det primære formål i denne aldersgruppe er, at børnene skal lege og have det sjovt. Det er igennem leg, at børnene udvikler sig, og der skal derfor ikke være fokus på resultater. Børn skal have fokus på at lære, ikke på at præstere.
  • DIU opfordrer alle klubber til at følge retningslinjerne for livescore på de forskellige årgange. Når man sidder i Officialboksen, er man official og skal derfor forholde sig ’neutralt’. Dette betyder også, at man ikke på egen hånd løbende ”poster” mål, navne og resultater under kampe og turneringer.
  • DIU opfordrer klubberne til ikke at offentliggøre resultater på de yngste årgange på egne hjemmesider, da det er i strid med både DIU’s træneruddannelse og retningslinjer, som klubberne selv har vedtaget.
  • DIU opfordrer alle forældre til at have fokus på, at børnene har det sjovt på isen. Samtidig opfordres alle forældre til ikke at lave opslag på de sociale medier, som typisk altid handler om hvor mange sejre man har fået og hvor store sejrene har været. DIU tager afstand fra dette, da det fuldstændig er i strid med den ishockey-uddannelse vi gerne vil give børn i vores sport.

DIU forbeholder sig retten til at lukke for offentlig tilgang til resultaterne i Sportsadmin, hvis vi oplever en fortsat tilsidesættelse af de gældende regler og anvisninger på området.

Brug gerne skemaet til at vise trænere, ledere og forældre. Ligesom skemaet meget gerne må opsættes i Official boksen ude i hallerne.

ANVENDELSE AF LIVESCORE OG RETNINGSLINJER VEDR. PERSONLIGE OPSLAG PÅ DE SOCIALE MEDIER

Alderstrin /turnering  Anvendelse af Livescore Årsag 
U6/U7 (LØVE-Cups) Nej
  •   Børnenes første stævner og kampe (fokus på leg og ha’ det sjovt)
  •   Slet ikke muligt at benytte Livescore, da der spilles flere kampe på samme tidspunkt på isen
  •   Der spilles ikke om noget, og derfor skal forældre og trænere ikke opfinde dette
  •   Klubben offentliggør ikke resultater på egen hjemmeside
U9 Nej
  •   Slet ikke muligt at benytte Livescore, da der spilles flere kampe på samme tidspunkt på isen
  •   Der spilles fortsat ikke om noget, og derfor skal forældre og trænere ikke opfinde dette
  •   Fortsat fokus på sjov og leg, hvilket alle trænere, ledere og forældre bedes prioritere højt
  •   Klubben offentliggør ikke resultater på egen hjemmeside
U11 Nej
  •   Selvom der nu spilles på hel is-flade, dystes der stadig ikke om placeringer, points eller mesterskaber, hvorfor der fortsat ikke skal postes resultater
  •   Vi taler her om 9-10-årige børn, hvor det fortsat er legen, der skal være ”driveren” og som skal udvikle børnene. Skal være plads til at fejle, uden at blive ”hængt ud” som tabere. Ofte er der stor ulighed imellem holdene, og det giver ingen mening at poste et resultat på fx 20-0
  •   Klubben offentliggør ikke resultater på egen hjemmeside
U13 Ja
  •   Der spilles ikke om points men stort set efter regler som i seniorishockey (dog med armbånd)
  •   DIU vil gerne, at børnene fra dette alderstrin nu begynder at konkurrere. Derfor føres der resultater og i sidste ende spiller vi endda om JM, SM og om det danske mesterskab
  •   DIU bakker op om, at klubben poster gode indsatser, film og resultater på egne hjemmesider. Det skal fortsat være sjovt at spille kampe, men det er også OK, at der her spilles ”for at vinde”, naturligvis efter reglerne for turneringen
  •   DIU har ingen holdning til, om forældre vil poste yderligere end det publicerede på Livescore.
  •   DIU opfordrer til at fokus ikke kun går på mål, men andre kampafgørende indsatser fra børnene – så hjælper vi de små spillere i deres uddannelse