Det er 11 år siden – ved VM i 2006 – at Danmark senest havde en dommer med ved et VM på højeste niveau. Dengang blev herningenseren Ronnie Jakobsen den første dansker nogensinde til at optræde ved et A-VM som linjedommer, og nu er det kommet så vidt igen.
32-årige René Vejs Jensen fra Esbjerg har klaret cuttet, og skal være linjedommer ved VM i maj, der spilles i Tyskland og Frankrig og står dermed på den øverste verdensscene sammen med det danske landshold, der har været A-nation siden 2003.
– Jeg er utrolig glad og stolt over at være nået så langt. Uden mine dommerkolleger, og opbakningen på hjemmefronten var jeg aldrig nået så langt, siger René Vejs Jensen.
Hans foreløbige højdepunkter som linjedommer var U20-VM i Finland i sidste sæson og OL-kvalifikationen tidligere på sæsonen i Riga.
Her var René Vejs Jensen på linjerne i den afgørende kamp mellem Letland og Tyskland foran et af de mest larmende publikummer overhovedet i verden.
– Der blev vi sat under et ekstremt pres, og jeg indrømmer blankt, at jeg godt kunne mærke det, da vi løb på banen. Det endte med at være en af de mange fremragende oplevelser, der betyder, at man bliver ved og
tilsidesætter mange ting i hverdagen. Vi dommere er lige så ambitiøse og ofrer lige så meget tid på vores virke som spillerne, siger René Vejs Jensen.
Efter en flot præstation i OL-kvalifikationen i september og gennemgående stærke, internationale indsatser, blev han for anden gang på stribe sat på IIHF’s “long list” over dommere, der kunne komme med til det bedste VM.
– Det har været nogle virkelig nervepirrende måneder, for jeg har jo ikke vist, om jeg har været købt eller solgt. Nu gælder det bare om arbejde stenhårdt for at holde niveauet. Tænk, hvis jeg kunne kvalificere mig til at dømme ved VM i Danmark i 2018. Det vil være endnu en kæmpe drøm, der kunne gå i opfyldelse, siger René Vejs Jensen.
Tirsdag aften dømte han kampen mellem SønderjyskE og Esbjerg i Metal Ligaens slutspil – hans kamp nummer 57 på højeste niveau i indeværende sæson, der vel at mærke er tre måneder fra at slutte.
René Vejs Jensen har i løbet af sæsonen været til test på det internationale forbunds testcenter i Schweiz sammen med en anden stærk, dansk linjedommer, Henrik Haurum fra Herning, der dømte U20-VM i Canada tidligere på sæsonen.
– Der er meget slid, mange køreture og meget fravær hos familien, når du er ude som dommer. Men er du først derude på isen, glemmer du alt, du glæder dig og adrenalinen pumper. Og som en god linjedommer indgår du en i stærk kvartet, hvor man hjælper hinanden med at holde overblikket.
– Når spillet stopper, er det for linjedommernes vedkommende spillernes ageren, vi skal holde øje med og ikke pucken. Når spillet er i gang skal vi være skarpe omkring alt det, der sker uden for hoveddommernes udsyn. Formår man at holde det rette fokus, er man en god linjedommer, siger Rene Vejs Jensen.
Han har også i sine 13 år som ligadommer har mærket en kæmpe udvikling i den danske dommerstand.
– Seriøsiteten er højnet, der er stor konkurrence og alle går til den for at blive bedre. Samtidig er vi også som en stor familie med godt socialt sammenhold, siger René Vejs Jensen, der er bror til den tidligere danske landsholdsmålmand, Jan “Sild” Jensen.