Kendt erhvervsmand overtager sædet som førstemand i dansk ishockey
Det er med stor glæde, at Danmarks Ishockey Union i dag kan præsentere en ny direktør.
55-årige Peter Froulund sætter sig fra pr. 1. september 2024 i sædet i Idrættens Hus i Brøndby, hvor han overtager den stilling, der i den seneste tid har været ledig.
Peter Froulund kommer senest fra en stilling i Arbejdernes Landsbank, hvor han været branding- og kommunikationsdirektør med ansvar for marketing, kommunikation, bæredygtighed, cheføkonomfunktion og investor relations.
I den position har Peter Froulund også haft en stor berøring med sportens verden og været ansvarlig for de partneraftaler, som Arbejdernes Landsbank – blandt meget andet – har lavet med flere af fodboldens Superliga-klubber.
Han er ligeledes kendt som en livlig og kompetent debattør, når emnet er branding og markedsføring af sportens aktører og klubber.
– Efter vores vurdering har vi gjort et scoop ved at ansætte Peter Froulund som direktør. Der står en stor respekt omkring hans navn – både i sportens verden og i det danske erhvervsliv, lyder det begejstret fra formanden for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen.
– Vi er stensikre på, at Peter kommer ind med stor energi. Han kommer til at se tingene fra andre sider, end vi er vant til i vores ”ishockeyfamilie”, og det bliver til vores fordel.
– Vi ser frem til, at han løfter organisationen og dyrker sine spidskompetencer som kommunikation, branding og stærk ledelse. Samtidig har han nogle store kommercielle styrker, som vi har savnet i mange år i DIU, siger Henrik Bach Nielsen.
– Jeg er sikker på, at både landsholdene, Metal Ligaen og breddeishockeyen får masser af nye input, når Peter lige har sat sig ind i tingene, tilføjer formanden.
Peter Froulund har ikke nået at være til stede ved dagens Media Day for dansk ishockey, men han er i Sparekassen Danmark Isarena i næste uge, når herrelandsholdet fra torsdag til søndag kæmper for en olympisk plads ved vinterlegene i 2026.
– I det her øjemed er det også vigtigt at takke en nøglemedarbejder, der har trukket et utroligt læs i den tid, vi har været uden direktør. Claus Fonnesbech Christensen har længe arbejdet i døgndrift og får nu noget af læsset af sine skuldre. Vi ser frem til at få endnu større glæde af Claus’ mange ressourcer i de kommende år. Han er uundværlig for dansk ishockey, siger Henrik Bach Nielsen.