Så venter OL lige om hjørnet, og der er fuldt tryk på forberedelserne. Ikke blot hos landstrænerne Peter Elander og Heinz Ehlers, men også hos Danmarks Ishockey Union, hvor man vil bruge den historiske, dobbelte OL-deltagelse til et stærkt fremstød for sporten. Det foregår både for ishockeysporten, men også i samarbejdet med de øvrige sportsgrene, som repræsenterer Danmark ved det kommende Vinter-OL.
I sidste uge mødtes over 30 frivillige ledere og trænere fra hele landet på et onlinemøde, hvor DIU’s udviklingskonsulent Christina Benn førte an og forklarede om de arrangementer, der skal foregå i klubberne og hele vejen rundt i Danmark, så snart OL går i gang.
Danmarks kvinder spiller den første kamp 4. februar mod værterne fra Kina, mens herrelandsholdet skøjter i gang fem dage senere mod Tjekkiet.
– Det er helt vildt, at vi har to landshold med til OL i Kina, og det er en kæmpe mulighed for at promovere vores sport og gøre den mere kendt. Både i de traditionelle ishockeybyer, men også i de kommuner, hvor en ny skøjtehal kunne komme på tale, siger Christina Benn.
For klubberne vil det være muligt at omkranse de danske kampe med specielle olympiske arrangementer, når kamptidspunkterne passer dertil. Ude i byerne vil man kunne se kommunernes åbne skøjtebaner blive omdannet til OL-arenaer, når lokale og dygtige instruktører kommer forbi og underviser og introducerer ishockeysporten for nye, potentielle spillere.
– Vi tror på, at vi kan rekruttere flere spillere under OL. Ikke blot i de eksisterende ishockeybyer, men er vi heldige, er der også nye kommuner, der får øjnene op for en mere permanent løsning på skøjtebaner end dem, der traditionelt er oppe i byerne. For os er håbet naturligvis, at en stærk og opmærksom dansk OL-deltagelse kan bane vejen for flere skøjtehaller herhjemme. Det vil i den grad gavne sporten, siger Christina Benn.