Danmarks Ishockey Union har fundet sin nye direktør. 1. april 2026 tiltræder 49-årige Michael Dupont i stillingen som afløser for Peter Froulund, der fratræder efter godt halvandet år på posten.
Michael Dupont er i forvejen et kendt ansigt i den danske ishockeyverden. Han er formand for Herlev Ishockey Klub og samtidig bestyrelsesmedlem i selskabet bag Metal Liga-holdet Herlev Eagles.
Han kommer ligeledes ind i stillingen med bred erfaring fra det private erhvervsliv og har senest været Flagship Department Store Manager i Magasin du Nord på Kongens Nytorv.
– Vi har stor tiltro til, at Michael Dupont er den rette kandidat til posten. Han har insiderkendskab til ishockeysporten, og er vant til at binde bredden og eliten sammen. I hans formandstid har Herlev Ishockey Klub vokset sig stærkere, så vi har stor tiltro til, at han kan fortsætte det flotte arbejde i Danmarks Ishockey Union. Samtidig har han stor ledelseserfaring fra det private erhvervsliv og er vant til at have stort økonomisk ansvar, så også forretningsmæssigt har han meget stærke kompetencer, siger Henrik Bach Nielsen, formand for DIU.
Michael Duponts baggrund er meget stærk. Inden han blev ansvarlig for Magasins største afdeling i København, har han også haft samme stilling i stormagasinets afdelinger i Lyngby og Fields. Han er familiefar til seks børn og stærkt engageret i både ishockeysporten i Herlev og det lokale idrætsliv generelt.
– Jeg glæder mig i den grad til at tiltræde i stillingen. Ishockeyen er kommet “under huden på mig”, og det bliver stort at arbejde med sporten på fuld tid. Jeg ser frem til at skabe fremdrift for eliten og de bedst mulige vilkår for bredden og samtidig være en leder, der inspirerer, opsøger og tør skabe forandringer. Vi skal alle i fællesskab skabe resultater, som både eliten og bredden kan være stolte af, siger Michael Dupont.