Efter afslutningen på indeværende sæson stopper Mikael Gath som landstræner for det danske herrelandshold i ishockey. Den svenske træner har fået mulighed for at tiltræde et trænerjob i en større udenlandsk liga.
Danmarks Ishockey Union ønsker at rette en stor tak til Mikael Gath for hans indsats i spidsen for landsholdet gennem de seneste tre år. I perioden har holdet leveret nogle af de mest markante resultater i dansk ishockeys historie.
Et højdepunkt kom ved VM i maj 2025, hvor Danmark for første gang spillede sig i semifinalen ved et verdensmesterskab efter en række flotte præstationer på hjemmebane i Herning.
Samtidig lykkedes det også at kvalificere sig til vinter-OL 2026 i Milano, hvor Danmark igen var repræsenteret blandt verdens bedste ishockeynationer. Her blev det til slut til exit mod Tjekkiet efter en medrivende og lige kamp.
Elitechef for Danmarks Ishockey Union, Morten Green, siger:
– Mikael har haft en stor betydning for landsholdet i en periode, hvor vi har taget vigtige sportslige skridt. VM-semifinalen i 2025 og deltagelsen ved OL i 2026 er resultater, som vi er meget stolte af. Samtidig er det også et udtryk for det høje niveau dansk ishockey befinder sig på, at vores landstræner nu får en spændende mulighed i en af de store udenlandske ligaer. Vi er glade for den indsats, Mikael har leveret, og vi ønsker ham alt det bedste i hans næste kapitel.
Inden Mikael Gath tiltræder sin nye rolle, venter der dog stadig en vigtig opgave med det danske landshold. Fokus for både landstræneren og Danmarks Ishockey Union er nu fuldt rettet mod det kommende VM i Schweiz.
– Lige nu handler alt om VM i Schweiz. Mikael står foran en stor og vigtig opgave sammen med spillerne og staben, og vores fulde fokus er på at forberede holdet bedst muligt til slutrunden, siger Morten Green videre.
Mikael Gath ser også frem til at afslutte sit arbejde med landsholdet med fuld koncentration om den kommende VM-turnering.
– Det har været en utrolig rejse at stå i spidsen for det danske landshold. Sammen med spillerne og staben har vi oplevet nogle fantastiske øjeblikke og skabt resultater, som jeg altid vil være stolt af at have været en del af. Men lige nu er blikket rettet fremad. VM i Schweiz bliver en stor og vigtig opgave for os, og mit fulde fokus er på at samle holdet og forberede os bedst muligt til turneringen, siger Mikael Gath.
Danmarks Ishockey Union vil i den kommende periode arbejde videre med processen omkring ansættelsen af en ny landstræner for herrelandsholdet.