Når vinter-OL i Milano Cortina skydes i gang den 6. februar 2026, bliver det med en markant repræsentant for dansk ishockey forrest i det danske optog.
Ishockeylandsholdets kaptajn, Jesper Jensen Aabo, er udpeget som fanebærer ved åbningsceremonien i Milano. Sammen med curlingspilleren Denise Dupont, der bærer fanen i Cortina, skal han føre det danske OL-hold ind ved legene i Italien.
De to fanebærere blev præsenteret mandag ved et pressemøde hos DIF’s olympiske tøjpartner CRAFT.
For Jesper Jensen Aabo er udnævnelsen kulminationen på en lang og markant landsholdskarriere.
Han debuterede på det danske A-landshold som 19-årig og har siden været en fast del af den danske ishockeyoptur. Med 14 VM-slutrunder på cv’et er han blandt de mest rutinerede landsholdsspillere i dansk ishockeyhistorie – og nu også fanebærer ved de olympiske lege.
“Det at blive udnævnt som fanebærer for OL-holdet er noget, man kommer til at huske resten af livet. Jeg repræsenterer ikke bare dansk ishockey, men hele Danmark, og det er jeg enormt stolt af. Jeg glæder mig helt vildt – både til oplevelsen og til det, vi forhåbentlig kan præstere sportsligt,” siger Jesper Jensen Aabo.
Det danske ishockeylandshold kvalificerede sig til vinter-OL efter en stærk kvalifikationsturnering i Aalborg i september 2024, og holdet går ind til legene med både selvtillid og ambitioner efter et historisk 2025 med VM-semifinale i Herning.
For dansk ishockey er fanebærerrollen en tydelig anerkendelse af den udvikling, sporten har været igennem de seneste år – både sportsligt og i synlighed.
Åbningsceremonien ved vinter-OL i Milano-Cortina finder sted den 6. februar 2026.
Foto: Lars Møller