Projekt Topdommer – som er et projekt igangsat af Danmarks Ishockey Union for at give en gruppe unge, talentfulde og ambitiøse dommere et “fast track” til en række af de kompetencer, som er essentielle for at blive en god dommer; egenskaber, det normalt tager mange aktive år på isen at opnå, fortsætter i fuld fart i indeværende sæson.
Lørdag var de kommende dommere samlet for at arbejde på to af de primære aspekter i dommergerningen: skøjteløb og lederskab. 90 minutters istid blev brugt på IIHF tests og tekniktræning med Lars Bach, Herning Ishockey Klub og derefter 3,5 timers instruktion, input, egen-analyse og evaluering af lederskab for dommere.
En rigtigt inspirerende og givende dag, som igen rørte godt og grundigt ved de gode egenskaber, som bl.a. har ført til, at alle 10 topdommer-deltagere nu er aktive på isen i Metal Ligaen efter godt 2 års forløb.