Lørdag stod i ishockeyens tegn i Odense, hvor Metal Liga-trænere, 1. divisionstrænere og ungdomstrænere var samlet til det efterhånden traditionsrige faceoff-seminar, der indeholdt oplæg med forskellige temaer – blandt meget andet var der inspiration fra håndbolden.
Den islandske mestertræner Gudmundur Gudmundsson var på plads for at fortælle om vinderkultur og vinderhold, og var ifølge DIU’s talentchef Olaf Eller yderst inspirerende.
Mens trænerne lyttede til stærke, faglige input var der gang i Ironman-konkurrencen i forhallen og til sidst på isen. Både 18 Metal Liga-spillere og de tre deltagende dommere kastede sig ind i konkurrencen med stor ildhu. Sejren og præmiechecken på 25.000 kroner gik til Odenses Yannick Vedel.
– En fremragende dag, som med få justeringer tåler en endnu bedre gentagelse i den kommende sæson, lød konklusionen fra Olaf Eller efter eventen i Odense.