Copenhagen Lions er den nyeste ishockeyklub under DIU, og den københavnske klub har fuld fart på. Selv om klubben endnu ikke har sin ‘egen’ skøjtehal, har den allerede mange spillere, som træner og spiller 2. divisionskampe i boblehallen på Østerbro – den pt. eneste skøjtehal i landets hovedstad.
Copenhagen Lions skal fra begyndelsen af 2016 træne og spille i Ørestad Skøjtehal, som opføres op ad – og samtidigt med – den ny multiarena i København, Royal Arena. Skøjtehallen er på cirka 5.500 kvm og skal opføres i to etager uden kælder. Indenfor skal der være plads til både ishockeybane, tumlebane, ca. 800 tilskuerpladser (med mulighed for forøgelse) samt klub- og omklædningsfaciliteter.
Bygherren, Københavns Kommune, ønsker at skøjtehallen skal fungere som en kommunal driver, der genererer liv i lokalområdet og bliver et kulturelt samlingssted, især for bydelens skoler, fritidshjem og daginstitutioner mm.
For at sikre dette har København Kommunes Kultur- og fritidsudvalg netop besluttet at lade Copenhagen Lions være den foretrukne forening i skøjtehallen, og kommunen har samtidigt givet klubben økonomisk opbakning i de kommende 4-5 år, så der er ressourcer til at virkeliggøre visionen for skøjtehallen.
Kultur- og fritidsudvalget har hermed bl.a. lagt vægt på, at Copenhagen Lions i sit foreningsoplæg til kommunen ikke bare har ishockey på programmet, men også kunstskøjteløb, sledgehockey og rulleskøjteløb.
Tak til Københavns kommune – og et stort tillykke til alle de frivillige i Copenhagen Lions med Mogens Friborg i spidsen – de har lagt et kæmpe arbejde i dette projekt, og de har forhåbentlig ikke brændt hele energien af endnu; det er vigtigt at gemme noget til begyndelsen af 2016, hvor hallen står klar.