I aften uddeles den prestigefyldte Team Danmark-talentpris, der hylder personer, der har gjort en særlig indsats for at styrke udviklingen af danske sportstalenter.
En af de nominerede er DIU’s udviklingschef Flemming Green, og ham krydser vi i den grad fingre for i aften. Følg med på DR, der sender hele showet i aften direkte fra Messecenter Herning. Det begynder klokken 21.
Her Team Danmarks præsentation af de tre nominerede:
GENNEMBRUD FOR DANSK KVINDECYKLING
Cathrine Marsal har løftet dansk kvindecykling til et niveau, som de færreste drømte om eller troede på. Hun har formået at tiltrække piger og kvinder til sporten, og hun har opbygget et elitemiljø, der skaber atleter i verdensklasse. Det har hun gjort ved at professionalisere indstillingen til træningen og ved at hæve rytternes ambitionsniveau.
Resultaterne taler for sig selv. I 2015 var der ingen danske kvinderyttere på UCI’s individuelle rangliste til OL-kvote. I dag har Danmark fire ryttere på listen og er gået fra en placering som nummer 37 til nummer 9 på UCI’s nationale rangliste.
INTERNATIONAL SUCCES
Flemming Green har været med til at skabe rammerne for talentarbejdet i dansk ishockey og har dermed en stor andel i dansk ishockeys store internationale succes. På trods af at Danmarks Ishockey Union har under 5000 medlemmer, har det danske seniorlandshold siden 2003 været en fast bestanddel af A-gruppen, og succesen i verdens stærkeste liga NHL er tilsvarende stor.
GYMNASIEORDNING FOR ELITEATLETER
Kirsten Cornelius har været med til at udvikle den 4-årige gymnasieordning for eliteidrætselever. En ordning, der er blevet en central del af rygraden i dansk talentudvikling og eliteidræt, da den giver unge atleter mulighed for at udvikle deres fulde potentiale inden for uddannelse og eliteidræt.
Kirsten Cornelius er netop gået på pension, men som forhenværende rektor for Falkonergården Gymnasium og HF har hun en væsentlig andel i flere af det forgangne års største sportslige præstationer. Mange atleter fremhæver gymnasiets indsats som afgørende for deres sportslige, menneskelige og uddannelsesmæssige udvikling.