Klokken var omkring midnat i Helsinki, og U20-landstræner Olaf Eller var slet ikke faldet ned på jorden igen efter den flotte sejr over Schweiz.
Det var de danske U20’eres første trepoints-sejr nogensinde i den bedste VM-gruppe, og der er næppe tvivl om, at den også sikrer danskerne en kvartfinale, når gruppespillet er overstået.
På den baggrund er der ikke noget at sige til, at en landstræner er ret meget oppe at køre.
– Sådan en kamp bliver liggende i bevidstheden nogle timer. Det var fuldt på højde med sidste års præstationer i Canada, og så højt op troede jeg ikke, vi skulle komme allerede nu. Vi viste et fremragende niveau i 60 minutter, lyder det fra Olaf Eller.
– Vi skal være ærlige at sige, at meget skal gå galt, hvis ikke vi skal gå videre til kvartfinalen. Schweiz skal tage fire point mod Canada og USA, og det gør de næppe. Vi er tæt på at nå en kvartfinale for andet år i streg, og det siger rigtig meget om dansk ishockeys udvikling. Det er ikke sket tidligere – hverken på senior eller juniorplan, siger Olaf Eller.
– Sammenligner vi de to kampe mod Schweiz, så tabte vi kun skudstatistikken 23-22 i aftes, og kun fordi, de forcerede så hårdt til sidst. Vi spillede fuldstændig op med dem. Sidste sæson tabte vi skuddene med 45-23 og kæmpede hårdt for at holde Schweiz væk. Vi taler om store fremskridt for hele dansk ishockeys udvikling, siger Olaf Eller.
En af de taktiske deviser var at bremse den schweiziske fart i midtzonen – det lykkedes. Og så besluttede trænerteamet sig for at spille med fire kæder til langt hen i kampen. Det gav bonus mod schweizerne, der manglede tre mand og samtidig havde været i aktion aftenen forinden mod Sverige.
– I anden periode talte vi om at gå ned på færre folk, men besluttede os for at køre videre med fire kæder. Det gjorde vi helt frem til der manglede otte minutter. Det gav os et vist overskud til at køre føringen hjem. Vi bakkede ikke, holdt os til konceptet og håndterede schweizernes naturlige pres i de sidste to minutter. Stor ros til drengene, siger en stolt Olaf Eller.
Du ville ikke fokusere på de manglende mål i træningskampene, men alligevel var det vel noget, der sad lidt i holdet?
– Da Søren Nielsen scorede til 1-1 var jublen i boksen næsten større end ved vores sejrsmål, så det er klart, at det var noget af en kæmpe forløsning. Også efter det annullerede mål i anden periode. Drengene havde efterhånden fornemmelsen af at have spillet godt længe uden at få scoret mål, så det var fantastisk, da det første mål endelig kom, siger Olaf Eller.
Danskerne spiller i aften kamp nummer to i turneringen. Klokken 19 gælder det mægtige Canada.