Pressemeddelelse: U20-landsholdet er i VM-kvartfinalen for andet år i træk. Det sætter yderligere en streg under den fremragende udvikling i dansk ishockey, der er med på højeste plan overalt i international ishockey
Det danske U20-landshold sikrede sig i går adgang til kvartfinalen ved VM for anden sæson i træk.
Det er første gang nogensinde, at et dansk landshold – junior eller senior – i to år på stribe er gået videre til en VM-kvartfinale.
I fjor skete det under stor opmærksomhed i ishockeyens moderland, Canada. I den nuværende udgave af U20-VM i et andet stort ishockeyland, Finland, har de unge danske igen imponeret omverdenen med stærkt, disciplineret spil og en evne til at slå til på de rette tidspunkter.
– Det er yderst bemærkelsesværdigt, at vi nu siden 2003 har været fast inventar ved seniorernes bedste VM, mens junior 20-landsholdet altså nu er i kvartfinalen for anden sæson i træk. Stort cadeau til cheftræner Olaf Eller og resten af trænerteamet, siger direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.
Senere på sæsonen spiller junior 18-landsholdet VM i USA, og Danmark er altså også i den kategori også blandt verdens 10 bedste nationer.
– Det sætter en streg under, at vores talentudvikling herhjemme fungerer, og det er et skulderklap til de klubber, der hvert år investerer penge og ressourcer i DIU’s eliteklasser og kraftcentre, tilføjer DIU-direktøren.
– Vores resultater med juniorlandsholdene er konstante og kontinuerlige, og på juniorplan har vi lige nu distanceret store nationer som Tyskland og Norge. Vores junior 20-landshold har nu slået Schweiz ud for anden gang i træk ved VM. Det er virkelig stort, siger direktør i Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.
Schweiz, en stor ishockeynation på verdenskortet, har over 23.000 registrerede ishockeyspillere, mens Danmark ligger på lidt over 4.000 spillere i samme statistik.
Udviklingen understreges også af, at de allerstørste nationer som Rusland og Tjekkiet nu ringer til Danmark for at arrangere testkampe mod de rød-hvide. Det er en helt ny trend, der sætter en streg under den respekt, der står for Danmark i den internationale ishockeyverden.
13 spillere fra den hjemlige Metal Liga er med i U20-landsholdstruppen, mens flere andre markerer sig i juniorsystemerne i Sverige og Nordamerika.
U20-landsholdet spiller i morgen klokken 15 sin sidste puljekamp ved VM mod USA, og lørdag 2. januar spiller Danmark kvartfinale. Tidspunktet er endnu ikke fastsat.
Glem heller ikke, at Danmark for øjeblikket har spillere i samtlige store, europæiske ligaer, mens en håndfuld af dansk ishockeys største profiler dag efter dag leverer store præstationer i verdens bedste liga, NHL.
– Dansk ishockey har ganske enkelt aldrig stået bedre på verdensplan, end vi gør lige nu. Vores helt store mål for 2016 er at vinde OL-kvalifikationen til september i Hviderusland, så vi kan være med ved OL i 2018, siger Ulrik Larsen.
2018 er på mange måder et skelsættende år i dansk ishockey, for det er også i foråret 2018, at Danmark – med Herning og København som værtsbyer – arrangerer VM på hjemmebane.
Det danske kvindelandshold har også OL 2018 som mål, og næste internationale opgave for dansk ishockey er, når det kvindelige U18-landshold kort efter nytår spiller U18-VM på næstbedste niveau i Ungarn.