For tredje gang fejrer dansk ishockey en flot sæson med en Dansk Ishockey Award, og efter to gange award i Cirkusbygningen i København flytter showet nu til den anden VM 2018-by, Herning.

Showet løber af stablen 10. juni 2016. Danmarks Ishockey Union er vært for showet sammen med VM 2018-partneren Messecenter Herning, der står for den daglige drift af Jyske Bank BOXEN, som bliver Danmarks hjemmebane ved VM i 2018.

– Efter at vi to gange har holdt Dansk Ishockey Award i København, er det helt naturligt, at vi nu afvikler awarden i Jylland. Samtidig glæder vi os i den grad til samarbejdet med MCH, som er en dybt professionel organisation med stor erfaring i at afholde tilsvarende events, siger DIU-direktør Ulrik Larsen.

Dansk Ishockey Award 2016 finder sted i MCH, Herning Kongrescenter i den indre by, og det bliver med Jimmy Bøjgaard som vært på scenen.

– Vi glæder os til at kunne præsentere en række af Danmarks bedste ishockeyspillere på scenen – det gælder både profiler fra NHL, Metal Ligaen og de store europæiske ligaer.

Dansk Ishockey Award er altid en festlig afslutning på sæsonen, og i år vil vi også kunne krydre med de seneste og mest friske nyheder om VM 2018-arrangementet i Danmark, siger Ulrik Larsen.

Billetsalget begynder i dag klokken 15.00. Køb din billet på MCH.dk og vent ikke for længe, da der et begrænset antal pladser til salg.