Danmarks Ishockey Union (DIU) kan med stolthed offentliggøre, at IIHF har tildelt Danmark værtskabet for kvindernes verdensmesterskab i ishockey i 2026. Turneringen afvikles fra den 6. til 16. november 2026 i Herning og en endnu unavngiven dansk værtsby og samler verdens bedste kvindelige ishockeyspillere, fans og partnere til en af sportens største begivenheder.
Med værtskabet cementerer Danmark sin position som en attraktiv og professionel vært for internationale ishockeybegivenheder. Tidligere i år var Herning og Danmark – sammen med Stockholm og Sverige – værter for herrernes ishockey-VM med stor succes, og nu er det således kvindernes tur, når turneringen i november 2026 finder sted i Herning samt en endnu unavngiven værtsby.
Tildelingen af værtskabet er samtidig et vigtigt skridt i arbejdet med at udvikle kvindehockey i Danmark. Et VM i Topdivision er den største platform, sporten kan få, når det gælder synlighed, opmærksomhed og rekruttering.
Danmark havde også fornøjelsen af værtskabet for kvindernes VM-turnering tilbage i 2022, og der er noget at glæde sig til, siger Danmarks Ishockey Unions direktør, Peter Froulund.
– At vi igen får lov til at byde verdens bedste kvindelige ishockeyspillere velkommen til Danmark, er et kæmpe skulderklap til hele dansk ishockey og alle de kræfter, der står bag sporten. Vi har vist, at vi kan levere verdensklasse-events, og nu får vi endnu en unik mulighed for at samle nationen, styrke sporten og skabe en folkefest, som både fans, erhvervsliv og kulturliv kan være en del af, siger Peter Froulund og fortsætter:
– Værtskabet spiller en vigtig rolle i vores ambition om at udvikle kvindehockey i Danmark. Et A-VM er den største motor, vi kan få, for at skabe opmærksomhed og tiltrække flere piger og kvinder til sporten. Samtidig er tildelingen også et resultat af mange års målrettet internationalt arbejde, som har styrket Danmarks position i det internationale ishockeyfællesskab. Når Danmark igen bliver centrum for international ishockey, er det en invitation til hele erhvervslivet, kulturlivet og foreningslivet om at være med. Sammen går vi efter at skabe et mesterskab, der leverer både på og udenfor isen, siger DIU’s direktør Peter Froulund.
Med værtskabet fortsætter Danmark traditionen som en stærk international sportsvært. Efter herrernes VM i 2018 og 2025 samt kvindernes VM i 2022, er tildelingen endnu et bevis på, at Danmark kan levere events på højeste niveau – både sportsligt, organisatorisk og kommercielt.
Turneringen kommer til at blive afholdt i et tæt samarbejde med de to værtsbyer samt Sport Event Denmark, der har værdifuld erfaring med store events på dansk grund.
– VM-ishockey for herrer i maj var en fantastisk oplevelse og et godt bevis på, at Danmark kan levere ishockeyevents i verdensklasse. Nu er det kvindernes tur til at spille VM i Danmark, siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark.
Det danske kvindelandshold er en del af A-gruppen og skal til turneringen møde stærke nationer som Canada, Finland, Sverige og Japan, så der er en masse spændende kampe at se frem til. I den anden gruppe deltager USA, Tjekkiet, Schweiz, Tyskland og Østrig.
Fakta om værtskabet:
- Turneringen afvikles i Herning og en endnu unavngiven værtsby fra den 6. til 16. november.
- Danmark er vært for kvindernes VM i ishockey for anden gang. Første gang var i 2022 i Herning og Frederikshavn, hvor Canada tog sejren. Siden har turneringen været forbi Canada, USA og senest Tjekkiet i år.
- Turneringen samler verdens bedste kvindelige ishockeyspillere og fans fra hele verden.
- I alt deltager 10 landshold ved kvindernes VM-turnering. USA er forsvarende mestre.
- Der skal spilles 29 kampe ved turneringen.