Det blev fire dage fyldt med ishockey – og alle mulige andre sportsrelevante ting – da den traditionelle CCM Camp blev afviklet i Kvik Hockey Arena i Herning fra ankomsten fredag i sidste uge og frem til tirsdag i denne uge, hvor U16-, U17- og U18-talenterne fra hele landet mødtes for at skyde sæsonen i gang og komme på is.
– Det er klart, at spillerne er lidt rustne på den her tid af sæsonen, men jeg synes faktisk, at niveauet var helt i orden. Der var mange spillere, der arbejdede hårdt og for vores vedkommende var det godt at se dem an.
– Man får ofte en lille indikation på, hvor meget den enkelte spiller holder til på sådan en camp. Husk på, at vi i sidste ende skal uddanne dem til at holde til et langt forløb op til og under en VM-turnering, siger DIU’s sportschef Jesper Duus, der naturligvis også var til stede i Herning.
Det var ikke kun spillet på isen, der var i fokus i Herning.
Spillerne blev også testet fysisk og fik teorilektioner og kost- og ernæringsvejledning for på den måde allerede nu at kunne forhold til den levevis, der kræves af en udøver på højeste niveau.
Samtidig fik de unge aktører spillet interne træningskampe, ligesom de fik indsigt i farerne ved både doping og matchfixing.
På den måde fik de mange unge ishockeyspillere en god og solid cocktail ved sæsonstart, inden det for alvor går i gang rundt omkring i de kommende uger.