Når verdensmesterskabet i ishockey kommer til Herning i maj, bliver det med Carlsberg i glassene. Bryggeriet er ny sponsor og vil være til stede i både fanzonen og bybilledet for at støtte op om sporten og sammenholdet. Vi har et mål om at komme bredere ud i flere sportsgrene, fortæller Carlsbergs danske sponsorchef, Christopher Billing.

Når pucken rammer isen til åbningskampen mellem Schweiz og Tjekkiet vil det være med Carlsberg i glassene. Det danske bryggeri er Officiel Partner for Ishockey VM 2025, når verdens dygtigste spillere kommer til Herning og Stockholm, der deler værtsrollen.

Fra den 9. til 25. maj er Herning og Stockholm værtsbyer for Ishockey VM 2025, og i den forbindelse indgår Carlsberg Danmark et nyt samarbejde, som ikke kun kommer til at handle om iskolde fadøl.

“Danmark har en lang ishockey-tradition og et stærkt sammenhold blandt fans og spillere. Vi vil gerne støtte op om både sporten og fansene – og vil være helt tæt på begivenhederne i Herning. Vi ser frem til at møde fansene og være med til at skabe nogle gode oplevelser med de aktiviteter, vi har planlagt,” siger Anne-Kathrine Thomassen, Brand Manager i Carlsberg Danmark.

Partnerskabet vækker naturligvis også stor glæde hos den danske VM-organisation i Herning.

”Vi er glade og taknemmelige for, at Carlsberg bliver Officielt Partner til Ishockey VM 2025. Et dansk bryggeri, men som alle kender i hele verdenen og nyder deres mange forskellige produkter. Så det gør kun dette VM endnu mere festligt med en partner, som gerne vil aktivere fansene med en masse oplevelser og konkurrencer. Et kæmpe internationalt brand, der vil Danmark og ishockeyen gør os rigtige stolte,” fortæller Ulrik Larsen, direktør for Ishockey VM 2025 i Herning.

Hundredvis af fans marcherer i ekstra rødt og hvidt

I forbindelse med åbningsdagen den 9. maj deltager Carlsberg i den store fanmarch gennem byen, hvor fans går fra Herning midtby og ud til Jyske Bank Boxen. Undervejs på ruten er der helt særlige pop-up events, hvor man kan se alt fra verdens største puck, streetart kunst, masser af flag og musik. Carlsberg deler merchandise i røde og hvide farver samt gratis Nordic øl ud til de danske ishockey-fans.

I fanzonen vil Carlsberg Nordic også være repræsenteret med en række sjove aktiviteter som lykkehjul og cornhole-spil, hvor fans kan vinde fede præmier. Man kan gratis smage Carlsberg Nordic, som er en naturlig del af deres fokus på ansvarlighed og sammenhold.

“Sammenholdet blandt de danske fans og en kold øl har en særlig sammenhæng, og vi synes, det er oplagt at sætte fokus på de gode alkoholfri øloplevelser, som flere og flere danskere efterspørger,” siger Christopher Billing, Sponsorship and Sales Director i Carlsberg.

OL-fejring med flere alkoholfri øl

Sponsoraftalen sker i forlængelse af Carlsberg Nordics allerede eksisterende partnerskab med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF). Her vil Carlsberg Nordic også være til stede ved næste års Vinter-OL, hvor det danske ishockey-herrelandshold er kvalificeret.

“At hylde sammenholdet er en af de store værdier hos os, og vi ved, hvor meget sport fylder hos mange danskere. Derfor støtter vi ikke kun op om VM i Herning, men også op mod vinterens olympiske lege. Til oktober giver vi blandt andet fans mulighed for at vinde en rejse for to til Vinter-OL, hvor man kan opleve det danske herre-ishockeylandshold,” siger Anne-Kathrine Thomassen, Brand Manager for Carlsberg.
—-
Danmarks Ishockey Union arrangerer verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2025 og det internationale ishockeyforbund, IIHF. VM-projektet støttes af Sport Event Denmark & Herning Kommune som partnere. Yderligere danske partnere er Dansk Metal, Scandic Hotels, Ticketmaster, PHØNIX TAG, TEMPUR, Uggerhøj Biler, Sand Spedition og nu også Carlsberg.