Det danske U18-landshold er kommet godt frem og er landet i alpeidyllen i Chamonix, hvor store og smukke og bjerge og 25 graders varme i går bød de rød-hvide velkommen til.
De kommende dage møder Danmark Frankrig i tre testkampe, og det er lidt den omvendte verden i denne omgang, for lige nu er det Frankrig – og ikke Danmark – der er A-nation i U18 efter et jævnbyrdigt Division IA-VM sidste sæson, hvor franskmændene trak det længste strå.
Blandt andet med to scoringer i slutfasen i 4-2-sejren over Danmark.
Så elevatoren blev stående for danskerne, der i de seneste mange sæsoner ellers har pendlet op og ned fra den bedste VM-gruppe. Forhåbentlig går turen opad igen.
Martin Struzinski, cheftræner, er fraværende på turen af familiemæssige årsager. Truppen varetages i stedet af assisterende træner Bjørn Østergaard, der har Olaf Eller, U20-landstræner og DIU’s udviklingschef Flemming Green med som assistenter.
Sædvanen tro bruger trænerteamet den første del af sæsonen til at se så mange spillere som overhovedet muligt an, denne gang stiller de rød-hvide med et rent årgang 2000-mandskab – altså den ældste del af “klassen”.
Lidt problemer i går, da seks spillere og Olaf Eller manglede udstyr ved ankomsten, men forhåbentlig er det kommet frem til dagens morgentræning og efterfølgende kamp i aften klokken 19.
Holdopstillingen bringer vi her på sitet 17:00.