I dag spiller Danmarks U20-landshold i ishockey VM-kvartfinale for tredje år i træk. Nøjagtig som i fjor bliver det mod Rusland, som de unge danskere i fjor blot var 44 sekunder fra at besejre – også i kvartfinalen.
Russerne vendte sidste år og vandt kampen i overtid. I år kommer Danmark til kvartfinalen fra en historisk andenplads i gruppespillet foran både Tjekkiet, Schweiz og de forsvarende verdensmestre fra Finland.
Kun Sverige var over de rød-hvide i slutstillingen i Gruppe A, og den danske præstation har vakt enorm anerkendelse og respekt hos de største ishockeynationer. Danmark spiller mod Rusland klokken 19 dansk tid i Toronto.
– At vi har nået en kvartfinale ved U20-VM for tredje år i træk, kan vi uden tvivl kalde en triumf for talentudviklingen i dansk ishockey. Arbejdet er gjort lige fra græsrodsniveau i klubberne og helt op til de ældste juniorer på det U20-landshold, vi ser i dag. Alle har en andel i de flotte resultater i Canada for øjeblikket. Det er hele dansk ishockeys kvartfinale, vi skal se i aften, siger DIU-direktør Ulrik Larsen.
– Når det er sagt, så skal vi selvfølgelig rette en ekstra ros til landstræner Olaf Eller, hans stab og spillerne på U20-landsholdet. De har leveret noget helt ekstraordinært hidtil, og vist både kollektiv og individuel klasse.
Og hvorfor skulle eventyret ikke fortsætte mod russerne i aften? Selvfølgelig er vores hold underdogs, men har bevist, at de bedste hold kan presses ved det her VM, tilføjer han.
Danmark og Rusland spillede testkamp lige før VM. Den endte 2-1 til Rusland efter overtid. Kampen bliver også en duel mellem to gamle klubkammerater fra Rødovre. Valerij Bragin, træner for Rusland, var i årene omkring 1990 en af de bedste udlændinge i dansk ishockey og var på hold med danske landstræner, Olaf Eller, i Rødovre. Nu duellerer de to for anden gang om en VM-semifinaleplads ved U20-VM.
Danske topscorere hidtil i turneringen er Joachim Blichfeld og Nikolaj Krag-Christensen med hver fire point, mens Mathias From og Alexander True står med tre point. Alexander True er den danske spiller med mest spilletid, og det er bemærkelsesværdigt, at Danmark har spillet hele turneringen uden at indkassere et eneste mål i undertal.
De unge danske løver har leveret. Og måske har de en overraskelse mere i sig i aften. Hvem ved?