Dansk ishockey fylder 70 år i indeværende sæson og fejrer jubilæet med en stor og flot milepæl. Samtidig er Danmark Ishockey Union blandt tre nominerede til årets specialforbund i Danmarks Idrætsforbunds regi.
Det går godt for dansk ishockey, hvor en intensiveret indsats for at skaffe nye medlemmer har betydet, at der for første gang nogensinde er over 5000 aktive ishockeyspillere herhjemme. I sidste sæson var der 4905 registrerede ishockeyspillere, i denne sæson er tallet steget til 5147.
Det viser den nyeste opgørelse af medlemstal, som Danmarks Idrætsforbund netop har offentliggjort.
Det sker endda i den sæson, hvor Danmarks Ishockey Union fejrer sin 70-års fødselsdag, og de nye tal er en perfekt gave til alle de frivillige, der dagligt knokler med ishockeyspillere i alle aldre.
– Det er femte sæson i træk, vi er gået fremad, og vi er yderst stolte over endelig at opnå at være over 5000 ishockeyspillere i Danmark. Samtidig er vi også ydmyge og klar over, at vi skal arbejde endnu hårdere, hvis vi skal fastholde og måske øge de flotte tal.
– 5000 ishockeyspillere har været en magisk grænse i mange år. Min vurdering er, at kombinationen af et vellykket VM i fjor og en målrettet indsats – både hos forbund og især hos klubberne – har vakt interessen hos mange nye ishockeyspillere, siger direktør i Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.
Antallet af ishockeyspillere er steget med 4,9 procent fra 2017/18-sæsonen til 2018/19-sæsonen, mens antallet af spillere mellem 0-12 år er steget med 4,2 procent, hvilket betyder, at der i alt nu er 1881 spillere i den yngste og meget vigtige aldersgruppe. Det er især bemærkelsesværdigt, at halvdelen af den samlede stigning af nye spillere er piger & kvinder.
– Samlet set er stigningen isoleret set hos kategorien ”piger & kvinder” på hele 21,5 procent, og det passer perfekt med vores nye satsning på kvindeishockey og vores kvindelandshold, siger Ulrik Larsen.
Der er med andre ord masser af visioner og fremtidstro i Danmarks Ishockey Union for øjeblikket, og der er også stor stolthed i ledelsen over at være et blandt tre nominerede forbund til titlen som ”årets specialforbund” i DIF-regi. Danmarks Idrætsforbund har i alt 61 specialforbund under sin paraply.
Vinderen kåres 4. maj ved DIF’s årsmøde.
Danmarks Ishockey Union er nomineret på baggrund af både det succesfulde VM 2018, satsningen på rekruttering af piger og kvinder i sporten, samt kampagnen ”Brems, bedøm, beslut”, hvor DIU i samarbejde med Dansk Håndbold Forbund (DHF) har sat fokus på problemet med hovedskader og hjernerystelser i begge sportsgrene.
– Det er et område, vi ser med stor alvor på, og vi vil prioritere arbejdet med at udrede og opklare hovedskader, og hvordan vi behandler dem bedst muligt, siger Ulrik Larsen.