Tommy Boustedt skal med sin mangeårige erfaring fra svensk topishockey hjælpe de danske landshold til at blive endnu bedre og mere målrettede
Landsholdsarbejdet i dansk ishockey skal styrkes yderligere i de kommende sæsoner. Derfor har Danmarks Ishockey Union indgået et samarbejde med svenske Tommy Boustedt, der efter næsten 20 år i det svenske ishockeyforbund – først som landsholdsansvarlig og siden som generalsekretær – nu erhverver sig som Senior Advisor i ishockeysporten.
Boustedt har også en lang karriere som træner bag sig, og al den erfaring skal han nu øse ind i dansk ishockey.
– Vi har fået en unik mulighed for at tilknytte en af ishockeyverdenens stærkeste kompetencer i vores sportslige set up. Det betyder, at vi med Tommy Boustedts kapacitet kan videreudvikle et i forvejen dygtigt landsholdsarbejde og samtidig give vores klubber en ekstra ressource at trække på.
– Vi er sikre på, at Tommys arbejde og ideer kan mærkes og bruges i kraftcentre, eliteklasser og helt nede på isen i vores skøjtehaller, hvor klubberne dagligt og dygtigt tager sig af talentudviklingen, siger direktør for Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.
– Tommys primære arbejdsopgave er at forfine den røde tråd for de danske landshold på både kvinde- og herresiden. Samarbejdet skal styrke kvaliteten af vores spilleruddannelse og sikre symbiose mellem vores landsholdsarbejde på tværs af ungdom- og seniorishockey. Dermed øges sandsynligheden for, at vi kontinuerligt at skabe danske ishockeyspillere, der kan begå sig i den internationale elite, tilføjer han.
Tommy Boustedt er som Senior Advisor og i samarbejde med DIU’s sportsafdeling og landstrænerne, allerede begyndt at arbejde med den nye røde tråd, som skal være færdiggjort inden den kommende sæson.
Den røde tråd lanceres både på skrift og via video, og Tommy Boustedt skal i samarbejde med de danske landstrænere skabe en overordnet ishockeyfilosofi, som de danske landshold skal arbejde efter.
– Alle danske landsholdsspillere og trænere skal være bevidst om, hvordan en dansk landsholdsspiller skal uddannes både på og udenfor banen. Det handler med andre ord om at implementere en samlet retning for, hvordan vi spiller og hvordan vi arbejder med fysisk træning, siger Tommy Boustedt.
– Samtidig lægger vi op til et målrettet arbejde med indstilling, leveregler og kost. Spillerne skal kunne genkende sig selv og ”systemet”, når de går fra yngre til ældre landshold, tilføjer han.
Han understreger, at arbejdet med den nye røde tråd ikke er revolution, men tager udgangspunkt i dansk idræts- og ishockeykultur og det arbejde, der tidligere er gjort i dansk ishockey, hvor man i mange år har arbejdet med aldersrelateret træningskoncept (ATK).
Danmarks Ishockey Unions samarbejde med Tommy Boustedt er allerede i gang. Det sker naturligvis i respekt for og i sammenhæng med de gældende retningslinjer i både Sverige og Danmark. Derfor foregår samarbejdet i første omgang virtuelt, men håbet er naturligvis, at Tommy Boustedt så snart muligheden byder sig, kan komme til Danmark, så både landstrænere og klubber kan gøre endnu mere aktivt brug af hans kapacitet.