På arbejdernes internationale kampdag indløb der gode nyheder fra USAs hovedstad.

NHL klubben Washington Capitals danske forward, Lars Eller, har meddelt landsholdsledelsen, at han, trods en skade, står til rådighed for VM holdet fra VM-starten den 10. maj i Slovakiet.

– Jeg har døjet med en skade under slutspillet, og har brugt den sidste uges tid på, at få evalueret omfanget af den- beretter Lars Eller og tilføjer, ”at stille op for det danske landshold altid er en stor ære for mig og jeg glæder mig meget til at støde til truppen i Kosice”.

Danmarks Ishockey Union har brugt dagen på de formelle procedurer i forhold til at få endelig godkendelse fra Washington Capitals og få tegnet de relevante forsikringer. Ishockelandsholdets General Manager Kim Pedersen bekræfter her til aften, at alle formaliteter er ryddet af vejen og at Lars er klar til at støde til truppen.

Landstræner Heinz Ehlers er – naturligvis – begejstret for forstærkningen fra NHL: Lars afgjorde Stanley Cup finalen sidste år ved at score det afgørende mål og Lars bliver derfor en rigtigt god forstærkning for os. Jeg er glad for at Lars, på trods af at han ikke er hundrede procent, stiller op for Danmark”.

Lars Eller rejser til Kosice med landsholdet d. 8. maj.