Danmarks Ishockey Union

U20: 0-5-nederlag mod Rusland

Foto: Jan Korsgaard


Det danske U20-landshold afsluttede også den tredje testkamp frem mod VM uden at score mål. Et stærkt russisk mandskab vandt med 5-0 over Danmark, der igen blev presset hårdt mod russerne, der altid går stenhårdt efter at vinde guldet ved U20-VM.

Danskerne leverede igen en god defensiv i første periode, men målmand Thomas Lillie måtte dog se sig passeret en enkelt gang efter godt et kvarters spil. Målet blev scoret af den russiske kaptajn Pavel Kraskovsky.

Russerne var knivskarpe i powerplay i anden periode, hvor de leverede to hurtige scoringer i overtal. Her gik modstanderne temmelig hårdt til danskerne, skriver Ishockeylandsholdets Facebook-side. Her lyder det:

En unødvendig og hård slashing (væk fra spillet og pucken) blev den foreløbige kulmination på et ret hårdt spillende russisk mandskab, der blandt andet sendte Kristian Jensen på hospitalet for at få syet et “cut” på hagen efter mødet med en høj stok (kampens anden russiske af slagsen) og så denne hårde slashing.

Slashingen betød game misconduct til russerne, men den mulighed formåede de rød-hvide ikke at udnytte.

I stedet blev det i tredje periode 4-0 og 5-0 til Rusland.

Danmark startede kampen med følgende opstilling:

Målmand: Thomas Lillie med Lasse Munk Petersen som backup.
1: Matias Lassen, Christian Mieritz – Mathias From, Alexander True, Nikolaj Krag Christensen
2: Anders Krogsgaard, Lasse Bo Knudsen – Jonas Røndbjerg, Søren Nielsen, Markus Jensen
3: Jeppe Vinther, Ludvig Adamsen – Thomas Olsen, Jeppe Holmberg, Jeppe Jul Korsgaard
4: Nicolai Weichel, Morten Jensen – William Boysen, Emil Oliver Christensen, Kristian Jensen
13. forward er Niklas Andersen.