I går slog Østrigs U16-landshold Schweiz med 3-2 i åbningskampen i turneringen i Gjøvik, hvor seks nationer dyster om sejren.

I dag kom Østrig til kort mod en flok stærke danskere, der vandt 4-2 og imponerede træner Thomas Madsen, der skriver følgende fra Norge.

– Efter gode træninger var de danske drenge klar til at vise deres værd. Allerede fra første periode arbejdede vi hårdest og kom fortjent foran 1-0. Østrig havde også deres muligheder. Anden periode var en lige affære med chancer i begge ender, men set med danske briller, så havde vi flest, hvorfor det ikke ikke var ufortjent, at vi vandt denne 2-1.
– I tredje periode var vi afgjort det bedste hold på banen og med en smule mere skarphed, så havde vi også lavet flere end et mål. Skudstatikken lød 17-4 i dansk favør i tredje.
– Trænerteamet ønsker særligt at fremhæve spillet med puck både iblandt backs og forwards, hvor de konstant fandt gode løsninger, som var med til at kreere et spilmæssigt overtag i hele kampen.
DK – Østrig 4-2 (1-0, 2-1, 1-1)
Skud: 39 – 22
1-0 Carl Almlund (Jonas Bjerrum, Mikkel Skjellerup)
2-0 Sebastian Uldal ( William Back, Jeppe Müller)
3-1 Marcus Almquist (Sebastian Uldal, William Back)
4-1 Kasper Larsen (Gustav Jensen, Jeppe Müller)