Det internationale forbunds (IIHF’s) halvårskongres er for øjeblikket i gang på Malta, hvor Danmark er repræsenteret ved Danmarks Ishockey Unions direktør Ulrik Larsen.

Her debatteres og besluttes datoer for de kommende VM- og OL-turneringer, og foreløbigt er det besluttet, at OL-turneringen for mænd i 2022 i Beijing kommer til at tælle 12 hold, mens kvindernes turnering tæller 10 hold.

Både hos mænd og kvinder er Kina direkte kvalificeret. Det vil sige, at 11 pladser er fri hos mændene og ni pladser er fri hos kvinderne.

  • Hos mændene er otte hold direkte kvalificeret til turneringen, og tre pladser er til kvalifikation. Seedningen til OL (turnering og kvalifikation) sættes EFTER VM 2020. Kvalifikationsturneringerne til 2022-OL spilles fra 27. august til 30. august 2020.
  • Hos kvinderne skal 10 hold deltage. Her er det endnu ikke besluttet, hvordan kvalifikationen skal foregå.