Danmarks Ishockey Union ønsker at udvide bestyrelsen med minimum et kvindeligt medlem

Vi skal have flere kvinder med i toppen af dansk idræt, og dansk ishockey skal være med til at løfte opgaven.

Derfor har Danmarks Ishockey Union (DIU) besluttet at fremsætte et forslag på næste repræsentantskabsmøde om, at udvide sin bestyrelse fra fem op til syv personer, og det er allerede nu slået fast, at minimum et nyt bestyrelsesmedlem skal være en kvinde.

– For det første har dansk kvindeishockey markeret sig fremragende i de seneste år. Vores landshold hører til blandt verdens 10-12 bedste og var tæt på at kvalificere sig til det seneste vinter-OL, siger bestyrelsesformand Henrik Bach Nielsen.

– En stor del af vores landsholdsspillere er til daglig stærke kræfter i den svenske liga, som er en af verdens bedste, og der arbejdes bundseriøst videre med landsholdet. De flotte resultater og det store stykke arbejde skal have en stemme på det organisatoriske niveau, tilføjer han.

– For det andet ønsker vi at følge Danmarks Idræts-Forbunds anbefalinger omkring sammensætninger af bestyrelser. Vi skal være sikre på, at alles interesser bliver varetaget i dansk ishockey, og hvis klubberne vil stemme for forslaget om en større mangfoldighed i DIU’s bestyrelse, er det et rigtig godt udgangspunkt, og derfor fremsætter vi forslaget, udtaler Henrik Bach Nielsen.

Det danske kvindelandshold spiller for øjeblikket i Division IA, på det næstbedste verdensniveau, og ligger nummer 10 på det internationale forbunds verdensrangliste.