DIU selvtræner

Danmarks Ishockey Union har i samarbejde med U20-landsholdets fysioterapeut, Morten Asmussen, udarbejdet et træningsprogram, som kan fungere som inspiration til hjemmetræningen.

Husk at Team Danmark tidligere har meldt følgende ud:

”Der findes meget lidt viden om, hvordan coronavirus påvirker atleter i hård træning. Men atleter og alle andre bør ikke udføre ekstremt udmattende træning i øjeblikket. Det kan muligvis medføre en øget risiko for infektioner.”

Styrkeprogrammerne er alsidige og er målrettet aldersgruppen.  Tænk på hvilke muligheder, du har for at gennemføre programmet – undgå at se begrænsningerne.

Sprinttræning/intervaltræning er kun målrettet spillere i puberteten og opefter (cirka fra og med U15)

Den motoriske træning spænder vidt og indeholder mange forskellige øvelser med og uden stav og bolde. Det er rigtig vigtigt, at øvelserne udføres teknisk korrekt. Det vil sige, er en bevægelse svær, så prøv om du kan dele øvelsen ned eller lave den langsommere, så øvelsen laves korrekt. Brug YouTube-playlisten til at blive inspireret – det kan være sagtens være, at du kender endnu flere gode motoriske øvelser. Husk når noget føles for let, så er det vigtigt at prøve en ny bevægelse.

Særligt for tekniktræningen gælder det, at det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvordan du vil arbejde med udviklingen af dine tekniske færdigheder. Vi har en del videoer, som kan give inspiration til træningen, men videreudvikl hellere end gerne ideerne og del videoen under hashtagget #DIUselvtræner på instagram. Alle, der uploader en video, deltager i konkurrencen om en signeret landsholdstrøje og et gavekort til ishockeyudstyr

Hvor længe og hvor meget, du arbejder med tekniktræningen er op til din koncentration og motivation. Det er med andre ord langt vigtigere med kvalitet i udførelsen, snarere end tidsforbruget.

Har du spørgsmål, eller gode ideer så tøv ikke med at kontakte Danmarks Ishockey Union på tma@ishockey.dk

Før pubertet
Under pubertet
Efter pubertet